Under VM har det danske landshold kun haft én NHL-stjerne på isen.
Det er til trods for, at der i den bedste amerikanske ishockeyliga er hele syv danskere.
Landsholdet har til tider haft det svært og har også kniven for struben, når de i aften står ansigt til ansigt med stormagten Finland i den sidste gruppekamp. En vind-eller-forsvind-kamp for Danmark.
Om landsholdet havde klaret sig bedre ved mesterskabet, hvis flere af de danske ishockeystjerner fra den anden side af Atlanten var stillet op i de rødhvide farver, forbliver en hypotetisk diskussion.
Men landstræner Heinz Ehlers ærgrer sig i hvert fald over, at flere ikke har prioriteret landsholdet ved dette og de seneste VM-turneringer.
- Jeg kan selvfølgelig godt forstå, at man ikke kan stille op til VM hvert eneste år. Der kan være noget med familien, der kan være skader, og det kan være, at man står uden kontrakt.
- Men jeg skal være ærlig at sige, at der er nogle, jeg er rimelig skuffet over. Nogle, som slet ikke har budt ind i de fire år, jeg har været landstræner. Det, synes jeg, er for dårligt. Der synes jeg godt, at man nogle gange må betale lidt tilbage for det, som dansk ishockey også har gjort for dem, siger Heinz Ehlers til TV 2.
Ekspert forstår frustration... men der er også udfordringer
Landstrænerens frustration forstår ishockeyekspert Olaf Eller godt.
Det må være "ærgerligt ikke at kunne stille op med sine bedste spillere", men der kan være mange årsager til, at de danske NHL-spillere ikke kan trække i den rødhvide landsholdstrøje, fortæller han.
- Nogle af de danske stjerner har haft NHL-kampe, mens der har været VM, og så kan det jo ikke lade sig gøre. NHL er en privat liga, så selvom man måtte ønske det, kan man ikke bare sige, at man hellere vil spille på landsholdet. Klubberne skal give grønt lys, siger Olaf Eller.
Den del har i denne omgang betydet, at Frederik Andersen, der spiller for Carolina Hurricanes, og Vegas Golden Knights-spilleren Jonas Røndbjerg ikke har haft mulighed for at stille op.
Deres hold er nemlig stadig en del af slutspillet.
Og så er der også spillere, der ikke er en del af slutspillet, men som alligevel ikke har fået grønt lys fra deres klub til at deltage ved VM, fortæller han.
- Mads Søgaard er blevet i Ottawa, fordi de ikke ville lade ham rejse på grund af en skade, han havde, siger Olaf Eller.
Det er ikke nødvendigvis helt ligetil at få lov af til at spille VM, og Nikolaj Ehlers, der er den eneste danske NHL-stjerne ved dette VM, fik da også først grønt lys få timer inden, landsholdet skøjtede ud på isen første gang.
I hans tilfælde gjaldt det, at en forsikringskontrakt skulle underskrives, før han kunne tage staven i hånden og jagte pucken. Netop kontrakterne kan også være en udfordring for, at de danske spillere kan deltage ved VM.
- Der kan jo også være den udfordring, at ens kontrakt med klubben ophører. Hvis man ikke har en kontrakt for næste sæson og bliver skadet ved VM, er det jo ikke sikkert, det giver en ny kontrakt, siger Olaf Eller.
Ishockeyeksperten tror derfor, at langt størstedelen af de danske NHL-spillere ikke bevidst har nedprioriteret landsholdet de seneste år.
- Jeg tror, at for langt størstedelen af dem, er det reelle ting, der skyldes deres afbud, siger Olaf Eller.
Det danske ishockeylandshold spiller tirsdag den sidste VM-gruppekamp mod Finland. Opgøret går i gang klokken 19.20, og du kan følge med på dr.dk og i app'en DR Nyheder.