Lars Eller inden historisk finale: Ubeskriveligt stort

Lars Eller tror på, at han kan blive den første dansker, som vinder finalen i NHL, Stanley Cup.

Lars Eller og Washington Capitals er klar til Stanley Cup finalen mod Vegas Golden Knights. /Scanpix (Foto: Mike Ehrmann © Scanpix)

At blive den første til at opnå noget er ikke mange forundt.

Men i USA’s hovedstad kan en 29-årig dansker blive historisk som den første dansker nogensinde, der vinder det mest eftertragtede trofæ i ishockeysporten, Stanley Cup.

Lars Eller og Washington Capitals har spillet sig i finalen i verdens bedste ishockeyliga, NHL, hvor de skal møde Vegas Golden Knights i bedst ud af syv kampe.

Og Lars Eller lægger ikke skjul på storheden i at være i en Stanley Cup-finale.

- Det er svært at beskrive, hvor stort det er. Nu har jeg spillet over 600 kampe i otte sæsoner i denne liga, og det bare så svært at komme hertil. Vejen er virkelig lang, vi spiller 82 kampe i en regulær sæson, og nu har vi spillet yderligere 19 kampe bare for at få chancen for at være i finalen.

- Der er så mange ting, der skal gå din vej for at nå finalen. Det gælder om at tage chancen på det rigtige tidspunkt, for det er en chance, man måske kun får én gang i livet. Så det er stort, siger Lars Eller til Liga på P3.

Også større end VM og OL mener den tidligere Rødovre-spiller, som fik debut i NHL i 2009.

- Det er det største, man kan vinde i verden. Det er her, de bedste spillere og bedste hold i verden spiller, og det er dét trofæ, der er sværest at vinde. Derfor er Stanley Cup det mest eftertragtede at vinde, og det største du kan opnå som ishockeyspiller, siger han.

Stærk tro

Inden det lykkedes for Lars Eller, var Jannik Hansen den eneste dansker, som har stået i en finale i verden bedste ishockeyliga. Det var i 2011, hvor Jannik Hansen sammen med Vancouver Canucks tabte finaleserien til Boston Bruins.

Nu vil Lars Eller gerne blive den første dansker til at løfte trofæet, der hedder Stanley Cup.

- Det både håber og tror jeg på, siger han og fortsætter:

- Vi har holdet til at kunne vinde finalen. Vi har alle de ingredienser, der skal til for at få succes i et slutspil, hvilket vi har bevist. Det har Vegas dog også, så det er de to bedste hold, der mødes, men vi har en meget stærk tro på os selv, siger han.

Washington Capitals' spillere efter sejren i semifinalen over Tampa Bay Lightning. (Foto: Kim Klement © Scanpix)

Vegas Golden Knights spiller sin første sæson i NHL og var ikke spået mange chancer for at nå en finale. Men holdet har overrasket alle, og de slog Nikolaj Ehlers' Winnipeg Jets i semifinalen.

- Jeg tror, det bliver utroligt ’tight’, så det er svært at komme med nogle spådomme om, hvordan det kommer til at gå, siger Eller.

- Men vi har selv en stærk trup og kommer med en masse selvtillid vel vidende, at Vegas fortjener at være i finalen. Det bliver en stor udfordring, men vi er klar.

Første opgør i finaleserien mellem Washington Capitals og Vegas Golden Knights spilles mandag 28. maj amerikansk tid.

Facebook
Twitter