Mads Christensen til tysk topklub

Mads Christensen skifter den tyske klub Iserlohn Roosters ud med topklubben Eisbären Berlin.

(Foto: DR Sporten © DR Sporten)

Mads Christensen er også at finde i tysk ishockey den kommende sæson. Men klubben bliver ny, da forwarden skifter Iserlohn Roosters ud med topklubben Eisbären Berlin.

Det bekræfter den 23-årige landsholdsspiller over for DR Sporten.

- Jeg bliver og spiller i Tyskland et par år mere. Jeg har haft en god dialog med en klub dernede, og det ser rimelig godt ud. Der er mange, der har læst rundt omkring, hvor det er henne.. Der er ikke noget, der er offentliggjort endnu, men det skal nok blive sjovt, siger Mads Christensen og lægger ikke skjul på, at der er tale om Berlin.

Mads Christensen har i denne sæson spillet for Iserlohn Roosters, der er én af de mindre klubber i den bedste tyske række DEL. Og danskeren har haft sine overvejelser, før han besluttede sig for at fortsætte karrieren i en større klub.

- Jeg ville ikke udelukke noget, men da jeg snakkede med nogle af de store klubber dernede, fik jeg indtrykket af, at de ville bruge mig lige så meget, som på et af de mindre hold, som jeg har spillet for i år. Og det er helt klart en overvejelse, at man skal tænke personligt og sørge for at få den spilletid, man skal have for at blive ved med at udvikle sig, understreger den kommende Berlin-spiller.      

Mads Christensen, der i øjeblikket forbereder sig sammen med landsholdet til A-VM i maj, spillede for de forsvarende danske mestre fra Sønderjyske, før han sidste år skiftede til den tyske liga.

Facebook
Twitter