Matchvinderen Eller er tom for ord: ’Jeg vil aldrig glemme momentet’

Lars Eller vandt natten til fredag dansk tid Stanley Cup-trofæet med Washington Capitals i NHL.

Lars Eller kan nu både kalde sig matchvinder og samlet vinder af Stanley Cup. (Foto: © Harry How, Scanpix)

Dansk ishockeyhistorie oplevede i nat et nyt højdepunkt, da mesterskabet blev afgjort i NHL. Lars Eller blev ikke bare helten, da han scorede det afgørende mål, men han er nu også den første dansker nogensinde til at kunne kalde sig Stanley Cup-vinder.

Og da DR Sporten snakkede med danskeren midt i den store jubelrus, der var det også en af mange ting, som fløj igennem hovedet på ham.

- Det er uvirkeligt, at jeg bliver den første dansker. At gå et sted, hvor ingen andre har gået, er noget, som aldrig vil kunne forsvinde fra historiebøgerne. Jeg er tom for ord, forklarer Lars Eller.

- Det er det hårdeste trofæ at vinde i professionel holdsport. Det er jeg ikke i tvivl om. Det har taget mig otte-ni sæsoner bare at stå i en finale, og chancen for, at jeg kommer til at opleve det igen, er nok ikke så stor, siger han.

Det er første gang nogensinde, at Washington Capitals kan kalde sig mestre, og det er altså i høj grad takket være den danske center. I nattens kamp var der kun syv minutter tilbage, da Lars Eller slog til.

Stillingen var 3-3, Washington Capitals kunne dufte trofæet og pressede på for en scoring. Dér sniger Lars Eller sig om bag Vegas Golden Knigths’ keeper Marc-Andre Fleury, og det viser sig en god idé, da pucken falder ned til danskeren. Scoring og sejren var i hus.

- Jeg ved ikke rigtig, hvordan jeg skal beskrive det. Det kan næsten kun gå ned ad bakke herfra. Det bliver ikke bedre. Det er som at skrive enden på den bedste historie selv. Jeg kunne ikke have skrevet det bedre. At få lov til at score det afgørende mål i en Stanley Cup-finale er mere end man kunne turde håbe på, forklarer Lars Eller

- Jeg er stolt, og jeg kommer til at nyde det her øjeblik i lang tid. Jeg kommer aldrig til at glemme det moment, lyder det fra den danske ishockeystjerne.

Trofæet skal til Rødovre

Stanley Cup-trofæet er, hvad hver eneste ishockeyspiller drømmer om at løfte en dag, uanset hvor du er fra. I dag var det så Lars Eller, som kunne gøre det, og han har tænkt sig at tage trofæet til Danmark.

- Det var lige så godt at løfte pokalen, som man har drømt om i den her fantastiske kulisse med alle de her røde trøjer og foran min familie, min kone og min bror. Det kan ikke blive bedre, forklarer Lars Eller.

- Trofæet er legendarisk. Verdens ældste sportstrofæ, hvor man nu får indgraveret sit navn, som kommer til at stå der de næste 70 år. Jeg får også lov til at tage den med hjem til Rødovre i Danmark og dele den her fest og fejring med dem derhjemme, siger Washington Capitals-danskeren.

Udover en fejring hjemme i Rødovre, så er det også en tradition, at vinderne af Stanley Cup skal besøge den amerikanske præsident i Det Hvide Hus. Det er en oplevelse for mange, men det er også noget, som deler vandene, efter Donald Trump er kommet i embeddet.

- Jeg har ikke rigtig nået at tænke over et besøg hos Donald Trump endnu. Det er klart, at man ikke altid er enig med manden, men nogle gange skal man også kunne lægge politik til side, så jeg ser frem til at stå i Det Hvide Hus.

Washington Capitals endte med at vinde finaleserien efter kamp fem med sammenlagt 4-1.