Mere istid til Patrick Russell i NHL

Karrierens anden NHL-kamp endte også med nederlag til den 25-årige dansker Patrick Russell.

Patrick Russell fik sendt tre afslutninger mod mål i sin anden NHL-kamp. (Foto: Perry Nelson © Scanpix)

Den danske ishockeyspiller Patrick Russell fik sendt tre skud på mål og blev noteret for over 12 minutters spilletid, da han natten til mandag dansk tid spillede sin anden NHL-kamp i karrieren.

Det endte dog med et nederlag til den 25-årige dansker, der for cirka et døgn siden - natten til søndag - fik debut i verdens bedste ishockeyliga.

Hans hold, Edmonton Oilers, tabte således med 3-6, da det hjemme tog imod sidste sæsons NHL-finalister fra Vegas Golden Knights.

Holdet var ellers foran med både 1-0 og 2-1, men tre scoringer af udeholdet i anden periode banede vejen for sejren til gæsterne.

Det var andet nederlag i to NHL-kampe for Russell. I danskerens debut tabte Oilers med 2-4 til rivalerne fra Calgary Flames.

Set med danske briller var det dog positivt, at Russell både øgede sin tid på isen og altså også fik sendt tre skud på mål i nattens opgør.

I debuten mod Calgary fik han otte minutter og 37 sekunders spilletid. I nattens kamp blev det til 12 minutter og 34 sekunder.

Edmonton Oilers ligger i den tunge ende i Eastern Conference.

Efter 20 kampe er det således blevet til 19 point, hvilket rækker til en 12.-plads i konferencen, der består af 15 hold.

Heller ikke Vegas Golden Knights har fået en særlig god start på sæsonen.

Det unge NHL-hold, der sidste år sensationelt nåede frem til NHL-finalen, ligger lige under Edmonton med det samme antal point.

/ritzau/

Facebook
Twitter