NHL-spiller støttede Navalnyj på Instagram: Så dukkede ti år gammel voldssag op ud af det blå

Ishockeyspilleren Artemi Panarin har taget orlov fra NHL. Hans klub mener, at russeren er blevet intimideret af hjemlandet og kalder gammel voldssag 'fabrikeret'.

Artemi Panarin fik debut i verdens bedste ishockeyliga, NHL, i 2015. Russeren spiller i dag for klubbens New York Rangers. (Foto: BRUCE BENNETT © Scanpix)

- Har du ikke ondt af den pige, du slog?

I et interview med den russiske tabloidpresse langer en tidligere træner så kraftige anklager afsted efter NHL-spilleren Artemi Panerin, at den 29-årige New York Rangers-spiller har set sig nødsaget til at tage orlov.

Det drejer sig om en ti år gammel voldssag, der pludselig har ramt forsiden få uger efter, at russiske Panerin skrev følgende på sin Instagram-profil:

- Frihed til Navalnyj!

Tre ord vedhæftet et billede af Putin-kritiker og oppositionspolitiker Aleksej Navalnyj og hans familie. Navalnyj har siddet varetægtsfængslet, siden han i januar vendte hjem til Rusland.

Det er ikke første gang, at 29-årige Panarin offentligt vælger side på hjemlandets politiske slagmarker, men nu har det altså fået personlige konsekvenser.

Hans tidligere træner i HC Vityaz, Andrei Nazarov, udtaler til mediet Komsomolskaya Pravda, at Panarin efter en kamp i 2011 gik amok på en bar i Riga og 'sendte en 18-årig lettisk kvinde i gulvet med flere kraftfulde slag'.

Der blev ringet efter politiet, som, ifølge Andrei Nazarov, angiveligt valgte at se gennem fingre med optrinnet mod bestikkelse.

Historien har siden fået Artemi Panarins NHL-klub, New York Rangers, til at forsvare sin russiske spiller:

- Artemi benægter kraftigt og utvetydigt alle anklager i denne fabrikerede historie, skriver New York Rangers i et statement.

- Det er tydeligvis en intimiderings-taktik, der bruges mod ham for at tale åbent om nylige politiske begivenheder.

Klubben skriver videre, at Artemi Panarin er 'rystet og bekymret'. Derfor har han nu valgt at tage orlov fra NHL.

- Rangers støtter fuldt ud Artemi og vil sammen med ham arbejde på at identificere kilden til disse ubegrundede beskyldninger, lyder det fra New York Rangers.

Artemi Panarin er ikke alene i sin kritik af Ruslands præsident, Vladimir Putin, efter fængslingen Aleksej Navalnyj. Her et billede fra Düsseldorf i Tyskland, hvor man under en parade havde opsat en figur, hvor Navalnyj sparker Putin. (Foto: Ina Fassbender © Scanpix)

NHL-spilleren har de senere år ved flere lejligheder udtrykt sig aldeles kritisk om præsidenten i sit hjemland, Vladimir Putin.

Han sagde blandt andet i 2019, at en af de største fejl i det russiske samfund er, at man 'behandler Putin som et super-menneske'.

- Putin er en almindelig person, som os, og han tjener os. Ja, du er nødt til at være klog og oplyst for at være præsident, men vores største fejl, blandt mange, er, at vi tror ingen er bedre end ham. Det er noget sludder. Hvor mange millioner bor i Rusland? Der er ingen tvivl om, at der er en anden, der er bedre, sagde Panarin dengang.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter