landsholdet er de værelseskammerater, men i aften er de rivaler i DM-finalen

Nichlas Hardt og Rungsted Seier Capital møder Julian Jakobsen og Aalborg Pirates i den første kamp i finaleserien i ishockey.

Aalborg Pirates-bænken tiljubler Julian Jakobsen efter en scoring fra Pirates-kaptajnen. (Foto: Henning Bagger © Scanpix)

I aften begynder det sidste skridt mod at finde en dansk mester i ishockey.

Rungsted Seier Capital er værter for Aalborg Pirates i den første af potentielt syv finalekampe.

Det er også på høje tid, at der bliver fundet en ny danmarksmester. Sidste sæson blev det hele afblæst, lige da grundspillet var slut, og slutspillet skulle begynde.

Dengang havde Aalborg Pirates sikret sig en førsteplads i grundspillet og et ganske fint udgangspunkt før slutspillet. Men længere nåede sæsonen som bekendt ikke.

Derfor kunne man fristes til at tro, at det var ekstra brændstof for Aalborg Pirates at revanchere det i årets sæson, men sådan ser Aalborg-kaptajn Julian Jakobsen ikke på det.

- Vi havde et godt grundspil sidste sæson, men det betyder nødvendigvis ikke, at man klarer sig godt i slutspillet. Jeg hæfter mig ved, at vi vandt grundspillet sidste sæson, og at vi igen i år er med helt fremme, og det er altid en motivation at vide, at vi er et tophold, som spiller med om guldet hvert år, siger han.

Senest Aalborg var i finalen var i 2018, hvor de sikrede sig mesterskabet med en finalesejr mod Herning Blue Fox. Året efter tog Rungsted mesterskabet, mens der altså ikke blev fundet en ny mester i den seneste sæson.

Derfor går Rungsted ind til finaleserien som regerende mester, men Aalborg-kaptajnen håber på at lave om på det efter en lang og mærkelig sæson uden tilskuere.

- Først og fremmest har det været mærkværdigt, men det bliver også en vane, at der ikke er andre i hallen end os selv. Guleroden har hele tiden været at komme i finalen. Det har vi formået, og det glæder vi os til. Det er et par år siden, vi har været der sidst, siger Julian Jakobsen.

En kamp mod værelseskammeraten

34-årige Julian Jakobsen har været gennem hele landsholdssetuppet i Danmark. Fra juniorlandsholdene til A-landsholdet. Det samme har den et år yngre Nichlas Hardt, der gør sig i offensiven for Rungsted.

De har efterhånden kendt hinanden i små 20 år, og i 2008 blev de placeret på samme værelse, da de var afsted med A-landsholdet. Siden har de to udviklet et venskab og er faste værelseskammerater på landsholdsture.

- Vi er begge to meget seriøse omkring de ting, vi laver. Så har vi den samme humor, hvor vi kan få meget sjov ud af ingenting. Og så ellers har vi bare fælles interesser.

- Det er da unikt, og det er da ikke mange, der når at opleve. Der har vi da skabt et fantastisk venskab, og vi kender hinanden ud og ind, så det bliver da specielt at stå overfor hinanden i den finaleserie, siger Julian Jakobsen.

  • Nichlas Hardt er noteret for 63 point i 56 kampe i denne sæson for Rungsted Seier Capital. (Foto: Henning Bagger © Scanpix)
  • Julian Jakobsen jubler efter en scoring i semifinalen mod Esbjerg Energy. (Foto: Henning Bagger © Scanpix)
1 / 2

Hvis Aalborg Pirates tager mesterskabet kunne kaptajnen dog ikke drømme om at tage sin guldmedalje med, når landsholdet i maj tager til VM i Letlands hovedstad, Riga.

- Det kunne jeg nu ikke finde på. Lige så fedt det er at vinde, lige så meget brænder det i en, når man taber. Det er derfor, vi begge to er nået så langt i vores karriere. Jeg kunne ikke finde på at gnide salt i sådan et sår, hvis vi skulle gå hen og vinde.

- Vi er konkurrenter i ligaen, men på landsholdet er vi værelseskammerater, og der kigger vi fremad, siger Aalborg-kaptajnen.

Julian Jakobsen tror ikke, hans venskab med Nichlas Hardt kan veksles til en fordel på banen. Det har de to for meget gensidig respekt til, fortæller Julian Jakobsen.

- Vi har snakket kort sammen, og vi kunne hver især godt mærke, at vi er glade for, hvor langt vi er nået, og vi blev enige om, at det bedste hold må vinde.

Finaleserien spilles bedst af syv kampe, og første opgør spilles i Rungsted i aften klokken 19.30. Næste kamp spilles søndag i Aalborg.

FacebookTwitter