Rungsted er semifinaleklar efter målorgie

Herlev Eagles var bagud med 0-6 efter første periode mod Rungsted, der er klar til semifinalerne.

Rungsted Seier Capital er som det første hold klar til semifinalerne i landets bedste ishockeyrække. (Foto: Jan Korsgaard © Scanpix)

Rungsted Seier Capital er som det første hold klar til semifinalerne i landets bedste ishockeyrække.

Fredag vandt holdet for fjerde gang i træk over Herlev Eagles, der blev nedlagt med 8-4.

Spændingen var hurtigt væk, da gæsterne førte 6-0 efter første periode.

Dermed skulle anden og tredje periode blot overstås, og Herlev fik lov til at pynte lidt på resultatet.

Mens Rungsted-spillerne hurtigt har afgjort deres kvartfinale-serie, så er spændingen intakt i flere af de andre dueller.

White Hawks måtte i overtid

Frederikshavn White Hawks udlignede således til 2-2 i duellen mod Esbjerg Energy, da nordjyderne fredag vandt 4-3 på vestkysten.

Frederikshavnerne førte 3-1 undervejs, men to Esbjerg-scoringer sendte kampen ud i overtid. Her afgjorde russiske Alexander Bumagin sagen efter et kvarter til Frederikshavns fordel.

I Rødovre skabte Sønderjyske yderligere spænding i duellen mod Rødovre Mighty Bulls.

Også her er stillingen 2-2 i serien, efter at Sønderjyske vandt fredagens udekamp med 2-1 efter en afgørelse i overtid.

Steffen Frank scorede det afgørende mål for Sønderjyske i overtiden efter 1-1 i ordinær tid. Julius Nyqvist havde bragt Rødovre i front i begyndelsen af anden periode, mens Anders Biel udlignede.

Herning Blue Fox og Aalborg Pirates mødes også fredag aften, men det opgør er endnu ikke færdigspillet.

/ritzau/

Facebook
Twitter