For Rungsted handler det ikke så meget om, hvordan de gør det, bare de vinder mesterskabet

Rungsted og Aalborg mødes i den sjette af potentielt syv DM-finaler i ishockey tirsdag aften.

Rungsteds cheftræner, Erik Hjalmarsson, vil gerne fortsætte takterne fra den seneste finalekamp, hvor han synes, Rungsted var gode, selvom de tabte. (Foto: THOMAS SJØRUP © Scanpix)

Søndag eftermiddag var guldhjelmene fundet frem, gjort klar og alt tydede på, at Rungsted Seier Capital skulle forsvare DM-guldet i ishockey og iklædes det øjensynlige bevis på det danske mesterskab.

Foran 3-1 i kampe og også foran i den potentielt afgørende kamp i finaleserien, hvor der spilles bedst af syv kampe, var tegningerne til, at Rungsted kunne iklæde sig guldhjelmene og kalde sig dansk mester for anden gang i træk og femte i alt.

Men så fik Aalborg Pirates vendt det hele på hovedet, vandt kampen 4-2 og reducerede i finaleserien. Så måtte guldhjelmene pakkes sammen og fragtes til Aalborg til den sjette finalekamp, der spilles tirsdag aften.

Rungsted kom flyvende ud på isen i finaleserien og vandt de tre første kampe, men i de to seneste har Aalborg tvunget finaleserien ud i en kamp mere.

Derfor kunne nogen mene, at piraterne fra Aalborg har vind i sejlene og momentum på sin side, men det bekymrer ikke cheftræner i Rungsted, Erik Hjalmarsson, at Aalborg har lagt de første byggesten til et comeback.

- Det gør ikke den store forskel. Det gælder om at tænke på næste kamp. Det er først til fire sejre. Hvordan du gør det, betyder mindre, så længe du gør det. Det er bare at tænke på næste kamp, siger han.

Aalborg-mesterskab vil kræve historisk comeback

Forud for 2003/04-sæsonen blev finaleserien udvidet til at være bedst af syv kampe. Det betyder, at i år er 17. gang, at der spilles bedst af syv.

Aldrig er et hold, der er kommet bagud 3-0 i kampe i finaleserien endt som dansk mester

Men finaleserien i år har været så tæt, at Erik Hjalmarsson ikke vil udelukke noget, selvom han selvfølgelig håber, at det er ham og Rungsted, der ender som dansk mester.

- Nu er det de to bedste hold, der mødes i finalen, så vi forbereder os omhyggeligt, og uanset om det bliver en tæt kamp eller ej, så er vi lige godt forberedt, siger Erik Hjalmarsson.

Aalborg vandt den seneste kamp i finaleserien, i søndags, med 4-2. (Foto: THOMAS SJØRUP © Scanpix)

Selvom Rungsted har tabt de to seneste kampe i finaleserien og er på udebane til tirsdagens finalekamp, så er cheftræneren optimistisk før for kampen.

- Jeg har en virkelig god fornemmelse. Selvom at vi ikke har vandt i søndags, så havde vi en god kamp, og det giver en god fornemmelse.

- Jeg vil have os til at fortsætte, som vi har gjort. I søndags havde vi et godt drive. Vi kommer bag om modstanderen, og tvinger dem til at spille en del forsvarsspil. Vi satte et godt pres på dem, og det synes jeg vi skal fortsætte med, siger Erik Hjalmarsson.

Hvorvidt Rungsted, der blev nummer et i grundspillet, fortjener at blive dansk mester vil Erik Hjalmarsson lade spillet på banen afgøre.

- Det vil helt sikkert betyde rigtig meget at blive dansk mester. Det er det, man sigter imod, når man starter en sæson op. Det er det ultimative. Det er kronen på værket. Så det er klart, at det betyder meget.

- Det hold, der vinder den sidste kamp i sæsonen, er dem, der fortjener det, siger Erik Hjalmarsson.

Den sjette kamp i finaleserien spilles i Aalborg med kampstart klokken 20.30. Vinder Rungsted, er de dansk mester, mens en Aalborg-sejr vil tvinge finaleserien ud i en syvende og afgørende kamp.

FacebookTwitter