Det kan være lidt af en linedans, hvis du både vil støtte den russiske præsident Vladimir Putin, mens du imponerer et amerikansk ishockeypublikum.
Faktisk er det nærmest umuligt at gøre begge ting, uanset hvor god du er til ishockey.
Det må den russiske superstjerne Alexander Ovechkin efterhånden sande.
Han er nummer fire på listen over spillere, der har scoret flest mål i NHL gennem karrieren, men alligevel har flere, store virksomheder valgt at pille russeren af reklameplakaten, efter Rusland invaderede nabolandet Ukraine.
Det gælder blandt andet CCM, der er blandt verdens førende leverandører af ishockeyudstyr. Her er der truffet en generel beslutning om, at russere ikke skal bruges i virksomhedens reklamefremstød.
- Selvom Ovechkin ikke er ansvarlig for de handlinger, der kommer fra Ruslands regering, så har vi alligevel taget beslutningen om, at hverken han eller andre russiske spillere skal bruges til at reklamere for CCM i øjeblikket, siger firmaets chef, Marrouane Nabih.
Også forsikringsselskabet MassMutual har valgt at tage en reklame af tv-skærmen, hvor Ovechkin har en hovedrolle.
Washington Capitals-spilleren har nemlig ikke offentligt taget afstand til Ruslands præsident, efter den russiske offensiv i Ukraine.
Tværtimod poserer han fortsat med Vladimir Putin på sit profilbillede på Instagram.
Han er min præsident, men..
Fredag i sidste uge blev Alexander Ovechkin spurgt ind til situationen i Ukraine. Her understregede han, at han ikke var specielt glad for, at der var udbrudt krig.
- Det er en svær situation. Jeg har mistet mange venner i både Rusland og Ukraine, og det er hårdt at kigge på krigen. Jeg håber, at det snart er overstået, så vi kan få fred i hele verden, sagde han.
Vladimir Putins ageren var han til gengæld ikke meget for at sætte ord på.
- Han er min præsident, men... Jeg ved ikke så meget om politik. Jeg er sportsudøver, og jeg håber, at det hele er overstået snart. Det er en svær situation på begge sider. Men det er ikke mig, der styrer udviklingen, lød det undvigende fra Ovechkin, der på den måde skøjtede uden om spørgsmålet, som var det en modstander på isen.
Elegant. Og på samme tid måske en smule klodset.
Den manglende afstandtagen har nemlig fået opmærksomhed efterfølgende.
Blandt andre har den tidligere tjekkiske NHL-målmand Dominik Hasek, der af mange regnes som værende en af de bedste gennem tiderne, kaldt Ovechkin for ’en kylling’ og ’en løgner’.
Det er nemlig ikke mange år siden, at Washington Capitals-spilleren forsøgte at starte en bevægelse på sociale medier, som han kaldte Putin Team. Samtidig lovpriste han præsidenten og sagde, at han aldrig havde skjult sin opbakning til den russiske præsident.
I samme ombæring lagde Ovechkin et billede op på Instagram af ham og præsidenten, hvor der blandt andet stod:
- Lad os stå sammen og vise alle, at vi har et stærkt og samlet Rusland!
Smid dem ud
Derfor mener Dominik Hasek, at det klinger så hult som et råb i en tom skøjtehal, når Ovechkin pludselig ikke ønsker at tale om præsidenten.
Faktisk går den tjekkiske Hall of Fame-målmand så langt, at han ytrer ønske om at få sparket alle russiske ishockeyspillere tilbage over Atlanterhavet, mens der er krig i Ukraine.
Med et link til interviewet med Ovechkin, skriver han på Twitter.
- NHL bliver nødt til omgående at suspendere alle kontrakter med russiske spillere! Enhver atlet repræsenterer ikke bare sig selv og sin klub, men også sit land, dets værdier og handlinger. Det er et faktum. Hvis NHL ikke gør noget, så er de indirekte medskyldige i drabene i Ukraine, lyder det fra Hasek.
Men i første omgang skøjter Ovechkin videre i NHL, hvor han kun mangler fem mål for at nå tredjepladsen på listen over de mest scorende ishockeyspillere i verdens stærkeste ishockeyliga.
Højdepunkterne, dem må russerne og Putin til gengæld vente på.
Den amerikanske ishockeyliga meldte mandag ud, at de har lukket deres russisksprogede, digitale og sociale medier.