Chancen for at gå videre var i forvejen spinkel, men nu er det danske VM-håb endegyldigt slukket.
Tirsdag middag har Tyskland nemlig slået Frankrig 5-0 i de to holds sidste gruppekamp ved mesterskabet, og dermed kan det danske landshold ikke længere nå at gå videre fra gruppespillet.
Det resultat betyder nemlig, at tyskerne er sikre på at ende på fjerdepladsen i gruppen, som er den sidste plads, der giver en billet til turneringens kvartfinaler.
Danmark har ellers fortsat en kamp til gode, men da tyskerne med deres sejr er kommet fire point foran det danske landshold, er de ikke mulige at hente.
Ud over tyskerne går USA, Sverige og Finland også videre til kvartfinalerne fra Danmarks VM-gruppe.
Endnu en kamp venter
Efter en flyvende start på turneringen, hvor det danske landshold trak det længste strå i de første to kampe, kom danskerne for et par dage siden ned på jorden igen, da de tabte 4-6 til netop tyskerne.
Dermed fik tyskerne en fordel mod det danske landshold i kampen om den sidste kvartfinaleplads. En fordel de tirsdag viste sig at udnytte, da modstanderne fra Frankrig kom på glatis, og billetten til knockoutfasen blev booket.
Franskmændene, der allerede inden kampen havde udspillet deres chance for at gå videre ved turneringen, manglede både evnerne og energien til at genere de modsat skarpe tyskere.
En tidlig fransk scoring kunne måske have ansporet dem til en sidste kraftanstrengelse. Men det gik lige modsat.
Allerede efter få minutters spil blafrede målnettet første gang bag den franske keeper, og derfra formåede de aldrig at komme tilbage i kampen.
Dermed sikrede tyskerne den sidste plads i kvartfinalerne, mens Danmark, der fortsat har en kamp i vente, må tage til takke med femtepladsen i gruppespillet.
De danske ishockeyherrer spiller tirsdag aften deres sidste gruppekamp ved VM. Her venter Finland i et opgør, der spilles klokken 19.20. Du kan følge med direkte på dr.dk og i app'en DR Nyheder.