Skuffede danskere falder direkte gennem isen og er færdige ved VM

Tirsdag aften tabte Danmark 7-1 til Slovakiet, og dermed er drømmen om en VM-kvartfinale væk.

Markus Lauridsen blev udvist i 10 minutter, da han i frustration smadrede glasbanden rundt om banen. (Foto: MARTIN MEISSNER © Associated Press)

17 timer efter Danmarks sensationelle sejr over Canada skøjtede de danske hockeyherrer igen på isen.

Missionen var krystalklar.

En sejr eller sågar uafgjort ville sende Danmark i VM-kvartfinalen for tredje gang i historien og Slovakiet hjem fra hockeyfesten i Finland.

Men tallene på måltavlen var tydelige. Slovakiet gav Danmark stryg og sejrede med hele 7-1. Derfor er det i stedet Danmark, der forlader årets VM i Finland.

Det danske landshold var på glatis fra begyndelsen og kom hurtigt bagud. Derfor blev det aldrig den kamp, Danmark havde håbet på, og det ærgrer DR Sportens ishockeyekspert, Olaf Eller.

- Det er selvfølgelig ærgerligt at skulle forlade VM, men i dag var Danmark aldrig rigtigt tæt på.

- De spiller en releativt god anden periode, men det ser ikke godt ud, når målene bare kommer væltende ind, siger Olaf Eller.

De danske spillere viste undervejs i opgøret store frustrationer, fordi de var så tæt på at indfri målsætningen om at nå en kvartfinale. Markus Lauridsen smadrede glasbanden rundt om banen.

- Det skulle jeg ikke gøre, men det er så skuffende at stå her. Det er jeg ret irriteret over.

- Det var en skuffende indsats i dag. Vi matcher ikke deres vilje i første periode og får en skidt start. Derfra løber det afsted med cifrene, siger Markus Lauridsen til TV2 Sport efter kampen.

Danmark hentede 12 point fra fire sejre i gruppespillet, men i en tæt pulje trækker de det korteste strå i kampen om fjerdepladsen og den sidste billet til kvartfinalen.

Syv slovakiske scoringer gav trykket dansk stemning på bænken. (Foto: MARTIN MEISSNER © Associated Press)

Slovakisk kynisme

Det var tydeligt fra start, at det det danske spil manglede flow og timing, og efter ti minutter kom det første varsel på det, som skulle ende med at blive til et af de største nederlag mod Slovakiet nogensinde.

Tomas Tatar sendte Slovakiet foran efter et længere pres, og bedst som det så ud til at Danmark skulle komme ud af 1. periode bagud med et enkelt mål, tabte Peter Regin pucken i egen zone. Slovakiet udnyttede den danske fejl og scorede til 2-0 ti sekunder før pausen.

I løbet af anden periode scorede Slovakiet yderligere 3 mål, inden den danske topscorer Joachim Blichfeld i tredje periode sikrede en lille smule dansk ære med sit mål til 5-1.

I anden periode fik Slovakiet scoret yderligere to mål, og særligt scoringen til 6-1 fik temperamentet hos Markus Lauridsens til at kamme over.

I frustration smadrede den danske back glasvæggen langs banen, hvilket kostede ham en ti minutters udvisning, men var meget symbolsk for Danmarks skæbne: drømmen om VM-kvartfinalen blev knust.

Pavol Regenda scorer et af syv slovakiske mål. (Foto: MARTIN MEISSNER © Ritzau Scanpix)

Højt at flyve, dybt at falde

Det tegnede ellers så poistivt, da Danmark i går for første gang i historien vandt over Canada. Men muligheden for at spille sig videre blev ikke udnyttet, og det gør ekstra ondt ovenpå så stort et resultat.

- Generelt ved VM og især mandag aften har Danmark vist højt niveua. Derfor er det endnu værre at falde sammen i sidste kamp, siger Olaf Eller.

Kampstart mod Slovakiet var bare 17 timer senere end slutfløjt mod Canada. Derfor har der været stillet spørgsmålstegn ved, om Danmark skulle have sparet spillere mandag aften.

- Måske, måske ikke. Vi satte os i en god situation, og det er bare skidt, at vi ikke forvalter det bedre. Vi spiller hver kamp for at vinde, og det er svært at spille ishokcey, hvis man skal rende rundt og spare kræfter, siger Markus Lauridsen til TV2 Sport.

Danmark sparede ikke spillere i Canada-kampen og må i dag rejse hjem uden en billet til kvartfinalen.

- Dette VM har været en pose blandede bolsjer. Gode indsatser og kampe som i dag, hvor vi falder helt ud. Det er ærgerligt, når vi ved, at vi kan spille op mod alle nationer, siger Markus Lauridsen til TV2 Sporten.

Til gengæld er der stadig mange plusser at pakke med ned i bagagen, forsikrer DR Sportens ishockeyekspert.

- Det har være en kæmpestor succes. Nu tabte vi 7-1 i dag, men det danske forsvar har været fuldstændig outstanding i næsten alle kampe.

- Vi har også fået spillere i aktion, som man ikke havde regnet med. Men jeg synes, at det har været en succes, siger Olaf Eller.