Danmark kunne for så vidt spille frit, da de tirsdag aften spillede den sidste gruppekamp ved VM i finske Tampere.
De danske kvartfinalechancer var nemlig forduftet inden tirsdagens møde med de finske forsvarende verdensmestre og VM-værter, da Tyskland tidligere på tirsdagen sikrede den sidste plads videre fra gruppespillet.
Det blev dog en ensidig affære i opgøret mod finnerne, som dikterede slagets gang fra start til slut og bankede Danmark med 7-1.
Dermed slutter det danske landshold gruppespillet på femtepladsen med otte point, mens Finland, USA, Sverige og også Tyskland er videre blandt de otte bedste.
Samlet set slutter Danmark på en samlet 10. plads ved verdensmesterskabet.
Efter kampen gjorde den Danmarks stjernespiller Nikolaj Ehlers status på VM til TV 2 Sport.
- Det var en rigtig god start, hvor vi vinder vores tre første kampe for første gang nogensinde. Og så har der også været alt det lort, der kom efter. Fire nederlag. Det er, hvad det er.
- Jeg synes, vi kan være stolte af vores præstation. Jeg synes, vi arbejder røven ud af bukserne. Nogle gange går det, andre gange gør det ikke. Jeg er i hvert fald glad for, at jeg var med i år, siger Nikolaj Ehlers, der til daglig spiller for NHL-holdet Winnipeg Jets.
Klasseforskel i Tampere
Danmark fik en mareridtsstart på kampen mod finnerne.
Efter knap fire minutter havde den danske keeper George Sørensen allerede plukket pucken ud af det danske mål to gange. Først var det Finlands Marko Anttila, der kom på tavlen, inden landsholdskammeraten Atte Ohtamaa fordoblede den tidlige føring.
Den dårlige start blev ikke meget bedre af, at der faldt tre danske udvisninger i træk, som gav finnerne mulighed for at spille fem mod tre i knap et minut. George Sørensen diskede dog op med flere store redninger i undertalsperioden.
Bedst som Danmark igen blev fuldtallige, faldt scoringen til 3-0. Ville Pokka svingede staven og fandt vej til det danske mål.
Anden periode var ikke tre minutter gammel, da Hannes Bjorninen gjorde det til 4-0. Dansk nedtur på isen og optur på lægterne blandt de finske ishockeyfans.
Selv i undertal var Finland bedre. Juho Lammikko drev pucken ned mod det danske mål, hvor han fandt plads mellem benene på George Sørensen, inden Kasperi Kapanen gjorde ondt værre, da han skøjtede alene ned mod den danske keeper og scorede til 6-0.
Akkurat som i de første to perioder blev den tredje indledt af en finsk scoring. Nede med syv mål fik Danmark endelig hul på bylden, da Nikolaj Ehlers scorede kampens sidste mål kort efter den finske 7-0-scoring.
Dermed var det sønnike Nikolaj Ehlers, der fik lov til at score det sidste mål i faderen Heinz Ehlers' tid som dansk landstræner.
VM-kampen mod Finland blev Heinz Ehlers' sidste kamp ved roret.
- Det her føltes nok som den længste hockeykamp, vi nogensinde har været med til. Det er selvfølgelig træls, at det skal være sådan på den sidste kamp, men modstanderne var gode.
- Det bliver nok lidt vemodigt fremadrettet, når det begynder at trække op til VM-turneringer, men jeg er glad og taknemmelig for at have fået lov til at være på denne post i fire-fem år, siger Heinz Ehlers til TV 2 Sport.