VIDEO Kim Staal sætter sin lid til Herlevs powerplay mod Herning

Herlev er noget overraskende endt i slutspillets kvartfinale, hvor grundspillets vindere fra Herning venter fredag aften.

186 mål. Så mange mål har Herlev lukket ind i grundspillet i denne sæson, men alligevel er klubben nu i kvartfinalen i den bedste danske ishockeyliga.

Med en samlet sejr over Odense Bulldogs, spillede Herlev sig videre til kvartfinalerne, og det er på trods af, at holdet har haft en rodet sæson, hvor det er blevet til betydeligt flere nederlag end sejre i grundspillet.

Nu er det Herning, der i overlegen stil vandt grundspillet, som Herlev skal møde i kvartfinalen, og Herlevs Kim Staal er fuldt bevidst om, at hans hold er underdogs mod midtjyderne, men han tror på en tæt kamp.

- Vi har et godt powerplay og en førstekæde, der kører rigtig godt, men det er klart, at vi laver ikke fem-seks mål, siger Kim Staal.

- Det var powerplay og boksspil, der afgjorde det sidst, og når det er tætte kampe, så bliver det dét, der afgør det.

Der spilles bedst af syv kampe, og første kamp spilles fredag aften klokken 19.30 i Herning.

Facebook
Twitter
Emner: