VIDEO Lars Eller på hyldesttur til barndommens ishockeyland

Den danske ishockeystjerne, der i juni vandt NHL, havde det store trofæ med til Rødovre.

I juni vandt Washington Capitals verdens bedste ishockeyliga, amerikanske NHL, og med på holdet var Lars Eller. Dermed blev Eller den første dansker nogensinde, der vinder det eftertragtede Stanley Cup-trofæ – sportens højeste tinde.

Danskeren spillede tilmed en central rolle i finalesejren, da han scorede det afgørende mål i sejren over Vegas Golden Knights.

Der er tradition for, at NHL-vinderholdets spillere hver får én dag med trofæet i deres hjemland, og der var ingen undtagelse for Washington Capitals. Onsdag var det blevet Lars Ellers tur til at vise pokalen frem, og han blev modtaget flot af de danske fans.

- Normalt deler man opmærksomheden med hele sit hold, som man bør, men i dag er det min dag, og det er noget, jeg har set frem til utroligt længe, siger Lars Eller til DR.

Første gik turen til Frederiksberg Have, og senere tog Lars Eller forbi sin barndomsklub i Rødovre, hvor tilhængerne fik lov at hylde deres helt og se den enorme Stanley Cup.

I videoen øverst i artiklen kan du se, hvordan det så ud, da Lars Ellers var i Danmark med trofæet.