VM-arrangør: Vi er nødt til at samarbejde med Infront

Enver Hansen, der arrangerer ishockey-VM, har kun gode ting at sige om det kontroversielle firma Infront.

Enver Hansen, der skal arrangere ishockey-VM i Danmark i 2018, har kun gode erfaringer med det kontroversielle selskab Infront. (Foto: Lars Helsinghof Bæk © Scanpix)

I 2018 er Danmark vært for VM i ishockey, og der forestår derfor en stor opgave i at arrangere begivenheden, som vil blive sendt ud til en milliard tv-seere. Den opgave leder Enver Hansen.

Politiken kunne onsdag afsløre, at Danmarks Ishockey Union, DIU, har indgået et partnerskab med det schweiziske firma Infront, og det er et firma, der tidligere har været involveret i nogle kontroversielle økonomiske forhold.

Linkbox

Læs også

Kontroversielt firma bliver partner ved ishockey-VM i Danmark

Enver Hansen kan dog ikke genkende det billede, som Politiken tegner af firmaet Infront, der som ejer af rettigheder har solgt til mange forskellige tv-stationer – deriblandt DR.

- Jeg har svært ved at kende det billede, der bliver tegnet. Jeg synes heller ikke, der er ret mange konkrete eksempler på, hvad det er, Infront har gjort forkert. Man går tilbage i tiden og finder et eksempel fra Italien, som jeg først hører om nu, og så lægger man vægt på, at der er en familietradition med Blatter. Det er sådan nogle ting man hænger det op på, siger Enver Hansen til DR.

Linkbox

Læs også

Danmark bliver vært for VM i ishockey i 2018

- Selvfølgelig skal vi vurdere dem på deres værdier og deres virksomhedskultur, og det har vi også gjort. Jeg har ikke nogle betænkeligheder med at arbejde sammen med dem på det grundlag. Der er mange fordele ved samarbejdet, men der er ingen betænkeligheder, fordi vi har at gøre med en organisation, som er dybt professionel. Det er ikke nogle typer, jeg ikke bryder mig om at samarbejde med. Jeg kan sagtens identificere de typer, som jeg ikke har tillid til, eller som jeg ikke vil samarbejde med, og dem finder jeg ikke i Infront, siger han.

Har ikke noget valg

Når Danmark skal afholde VM i 2018 foregår det under det internationale ishockeyforbund, IIHF, og det betyder blandt andet, at DIU ikke selv kan vælge alle samarbejdspartnere. Blandt andet er partnerskabet med Infront et krav fra IIHF, påpeger Enver Hansen.

Linkbox

Læs også

Danmarks Ishockey Union får ny direktør

- Man skal også tænke på, at uanset om vi vil det eller ej, så skal vi samarbejde med Infront. Det er ikke noget valg, vi har. Det eneste valg, vi har, er, hvor tæt samarbejdet skal være, hvor tæt dialogen skal være. For Infront er jo det internationale ishockeyforbunds sport marketing partner. Og det er forbundets forlængede arm, når man arrangerer et VM. Så om vi vil det eller ej, så skal vi have et samarbejde med dem, siger VM-arrangøreren Enver Hansen.

Infronts direktør, Philippe Blatter, er nevø til Sepp Blatter, der måtte forlade sin præsidentpost i det internationale fodboldforbund, Fifa, i vanære. Ifølge de italienske konkurrencemyndigheder har Infront blandt andet været involveret i en underhåndsaftale om salg af fodboldrettigheder for knap 9 milliarder kroner.

Facebook
Twitter