ANALYSE Efter VM-exit: Det folkelige gennembrud for ishockeyen led et knæk

Danmarks VM er godkendt, men man missede en gylden mulighed for et folkeligt gennembrud, mener DR's ishockeykommentator, Frederik Lindved.

Danmark skuffede ved at tabe til Letland. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Det har været stort. Men det kunne være blevet endnu større, og man missede en gylden mulighed for at opnå et stort folkeligt gennembrud for ishockey-sporten.

Det er konklusionen fra DR’s ishockeykommentator, Frederik Lindved, ovenpå Danmarks VM-exit efter det skuffende 0-1-nederlag til Letland tirsdag aften, og som betød, at man missede muligheden for at spille VM-kvartfinale i København.

Det var en enorm mulighed, dansk ishockey gik glip af.

Frederik Lindved

- Overordnet set er det et godkendt VM. Der er jo en grund til, at Danmark kun to gange har været i en kvartfinale nogensinde i historien. Det gruppespil, de har leveret med 11 point og sejr over Finland, er meget godkendt, siger Frederik Lindved.

- Problemet er bare, at man stod i den unikke situation til sidst, hvor man på hjemmebane bare skulle slå Letland for at komme i en kvartfinale. Det kunne jo ikke have været et meget bedre udgangspunkt og en bedre mulighed for et nå en kvartfinale. Derfor overskygger den skuffende afslutning det hele, siger han og fastslår:

- Det er et ærgerligt minde, der kommer til at stå tilbage.

Skuffende exit

Og kvartfinalen burde have været et realistisk mål for det danske hold, mener ishockeykommentatoren.

- Generelt kan man ikke kræve af et dansk landshold, at de skal i en VM-kvartfinale. Danmark er som udgangspunkt ikke en af de bedste otte nationer i verden, siger Lindved.

- Men man må også sige, at når holdet har fået så mange NHL-spillere hjem, og ovenikøbet har hjemmebane og 11.000 tilskuere i ryggen, så synes jeg, at kvartfinalen var et realistisk mål, siger Lindved.

- Det er derfor, det er så skuffende. Danmark leverede store resultater undervejs, blandt andet et kæmpe, kæmpe resultat mod Finland. Men de kunne slet ikke få spillet til at fungere eller skabe målchancer mod Letland, hvilket var meget skuffende.

Intet folkeligt gennembrud

Det er især i den brede befolknings optik, at Danmarks VM-kampagne kan opfattes som alt andet end succes, mener Frederik Lindved.

- I den brede befolkning tænker man ikke, at en femteplads og 11 point i gruppen er noget nævneværdigt. For os, der følger ishockey-sporten og ser VM hvert år, ved vi, at 11 point i en gruppespil er flot klaret, siger kommentatoren.

- Men skulle det være blevet til et stort folkeligt gennembrud, skulle der noget større til. Man kan kun forestille sig, hvordan hypen ville have været frem mod en kvartfinale mod Sverige i København, siger Lindved.

- Men det skete ikke, og dermed lider det store projekt med det folkelige gennembrud for ishockey jo et knæk. Det var en enorm mulighed, dansk ishockey gik glip af, siger Lindved, der dog mener, at man alligevel har ramt noget i befolkningen.

- Der har været mange tilskuere og mange seere, ishockeyen er nået ud til mange mennesker under VM, så på sin vis er en del af projektet lykkedes. Men det kunne have været endnu større med en kvartfinale, siger han.

OL er næste mål

Nu gælder det for dansk ishockey om at slikke sårene og slibe skøjterne, så man kan nå det næste store mål.

- Det næste helt store mål må være OL i Beijing i 2022. Man missede jo OL her i år, og OL I Beijing kan være det sidste mål for Frans Nielsen i hans landsholdskarriere, siger Lindved.

- Det gælder også for en del af den nuværende stamme på holdet, deres landsholdskarrierer er ved at være slut på det tidspunkt, så Beijing må være et stort mål. Og her kan man igen få en mulighed for at komme bredere ud.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Sporten med dig

Få dagligt nyt fra DR Sporten.

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve