Dansk hattrickhelt sender stav til Hall of Fame efter målorgie

Morten Poulsen scorede tre mål mod Storbritannien, men måtte efterfølgende vinke farvel til sin stav.

Morten Poulsen var på pletten tre gange, da Danmark gennembankede Storbritannien med 9-0. (Foto: Joe Klamar © Scanpix)

Det hører til sjældenhederne, at en dansk ishockeyspiller scorer hattrick i en VM-kamp, som forwarden Morten Poulsen præsterede, da Danmark bankede Storbritannien med 9-0 tirsdag eftermiddag.

Og rygterne om Poulsens bedrift er nået helt til Toronto i Canada, hvor Hockey Hall of Fame holder til.

Her bad man umiddelbart efter kampen om Poulsens gyldne stav i en sms til landsholdets pressechef.

Herning-forwarden fik overbragt nyheden, mens han underholdt det danske pressekorps.

- Det er jeg stolt af. Jeg troede først, at det var for sjov. Jeg havde ikke lige tænkt, at den skulle derover at hænge. Det er stort, siger Poulsen med et grin.

Hockey Hall of Fame er et ishockeymuseum, der skal dokumentere ishockeyhistorien for eftertiden. Nu bliver den ydmyge danske forward en del af udstillingen.

- Jeg var der engang som U16-spiller, men nu tror jeg da, vi skal en tur forbi igen i efteråret, siger Morten Poulsen.

Fra reserve til hattrickshelt

Ved sidste års VM i hjembyen Herning måtte han til sin store skuffelse nøjes med en rolle som reserve.

I år er han så tilbage på holdet og har i de tre første kampe ydet et stort bidrag med sit hårde arbejde og sin målnæse. Hattricket mod Storbritannien er dog en oplevelse ud over det sædvanlige for den 30-årige midtjyde.

- Det var en stor dag på arbejde. Jeg har da lavet et par hattrick for mine klubber, men jeg tror aldrig, det er sket for mig på landsholdet før, siger han.

- Det er karrierens bedste kamp til dato, tilføjer Morten Poulsen.

Han spiller i en meget velfungerende fjerdekæde med Julian Jakobsen og energiske Nick Olesen.

- Vi har lidt rutine med Julian og mig, og vi har noget kraft i form af Nick. Vi har lidt den samme idé. Det skal ikke lægges op på et højere niveau end højst nødvendigt. Det har virkelig virket i de første kampe, siger Poulsen.

Danmark har fem point efter de første tre VM-kampe.

/ritzau/

Facebook
Twitter