Dansk kvartfinaledrøm lever: Kræver overraskelse mod en VM-gigant

DR Sportens ishockeykommentator, Frederik Lindved, tager temperaturen på Danmarks kvartfinalemuligheder.

(Foto: David W Cerny © Scanpix)

Danmark gennembankede tirsdag Storbritannien 9-0 i det, der blev den hidtil største danske VM-sejr nogensinde.

Sejren sender de danske ishockeyherrer op på den kvartfinalegivende fjerdeplads med fem point og sikrer samtidig at snakken om nedrykning nu kan forstumme.

Men selvom Danmark efter de første tre kampe ligger rigtig godt i forhold til at nå målsætningen om en VM-kvartfinalen, så er missionen langt fra klaret endnu. Forud venter nemlig kampe mod Finland, USA, Canada og de slovakiske VM-værter, hvilket bliver af en helt anden sværhedsgrad.

DR Sportens ishockeykommentator, Frederik Lindved, vurderer herunder Danmarks chancer for at nå en kvartfinale ved VM i Ishockey:

Endelig kom der gang i det danske powerplay

Danskerne kunne juble over fire scoringer i overtalsspillet. (Foto: pool © Scanpix)

- Man havde regnet med, at Danmark ville slå briterne, fordi der er bare klasseforskel, men Danmark kan helt sikkert bruge præstationen fremadrettet. Et stort problem indtil kampen havde været powerplay-spillet, som ikke rigtig fungerede. Danmark scorer fire mål i powerplay i dag (tirsdag, red.).

- De fik virkelig deres overtalsspil til at fungere, og det kan godt være, det var mod en svagere modstander, men powerplay kan sagtens være det, som kan afgøre tætte kampe senere i turneringen. Hvis man skal lave en overraskelse mod en af de helt store hold Finland, Canada eller USA, så er det svært at gøre, hvis dit overtalsspil ikke fungerer – og det gør Danmarks nu.

Danmark har fået gang i en vigtig mand

Nicklas Jensen scorede to mål i tirsdagens storsejr. (Foto: David W Cerny © Scanpix)

- Man har fået gang i Nicklas Jensen, som, vi ved, er en fantastisk dygtig målscorer, også på VM-niveau. Han er tit manden, der går forrest med vigtige mål. Han har været frustreret i de to første kampe og har ikke rigtig kunne få det til at fungere. Det gjorde han altså i dag (tirsdag, red.) med to mål.

Nedrykningsspørgelset er væk

- De slår Storbritannien og får en storsejr. Ja, ja, det er fint nok, men det er de tre point, som tæller – og dem havde man regnet med. Så det er ikke fordi 9-0-sejren ændrer forudsætningerne fuldstændig. Det gør, at nu skal der ikke tænkes på nedrykning, som de havde skulle, hvis de havde tabt til briterne. Nu kan Danmark så se frem mod fire kampe, hvor der er en kvartfinale at spille for - fordi den er mulig.

Danskerne har gjort det før

Danmarks første møde med en VM-giganterne bliver mod Finland. Finnerne tabte mandag til USA efter forlænget spilletid. (Foto: Joe Klamar © Scanpix)

- Situationen omkring en mulig kvartfinale er selvfølgelig svær, fordi Danmark skal gå ud og lave nogle store resultater. Danskerne skal formentlig slå Slovakiet i den sidste gruppekamp, og før det skal Danmark med al sandsynlighed ud og vinde et af opgørerne mod Finland, USA og Canada.

- Det er altså ikke nemt at lave en overraskelse mod en af de helt store nationer. Danmark har gjort det flere gange gennem VM-historien, men det kræver, at man leverer på 110 procent.

Det danske ishockeylandshold spiller næste kamp ved VM på torsdag, hvor Finland er modstanderen. Du kan følge opgøret i LIGA på P3 fra klokken 20.15.

Facebook
Twitter