Danske NHL-stjerner: ’Det her glemmer vi aldrig’

Danmarks VM-sejr over Finland vækker stor glæde på landsholdet, hvor man især er imponeret over opbakningen i Herning.

- Det er fantastisk. Lige meget hvordan den her turneringer slutter, er det noget, vi aldrig vil glemme.

Sådan lyder det fra den danske ishockeystjerne, Frans Nielsen, der onsdag var med til sensationelt at besejre storholdet Finland med 3-2. Efter to danske nederlag til USA og Canada, var det forventet, at vi ville få det svært igen mod Finland, men sådan gik det ikke.

Dansk storspil og en nærmest fejlfri præstation banede vejen til de tre point, og målvogter Frederik Andersen havde også sin del af æren for, at Finlands ellers lystigt scorende målmaskine blive begrænset.

- Det var alt, hvad man kunne have drømt om. Opbakningen, kampen, sejren. Det var, hvad jeg havde gået og håbet. At kunne komme hjem og lave et godt resultat. Der er altid pres på, men det er fantastisk at se, hvordan vi spillede mod Finland. At komme tilbage efter de får udlignet to gange. Vi formår at få sat den sidste, og Frederik Andersen stod en fantastisk kamp i dag, siger NHL-spilleren Jannik Hansen.

Hockey er stort i Danmark

I det hele taget har kulissen i Boxen i Herning imponeret og nærmest overvældet de danske landsholdsspillere, og det var noget af en modtagelse for NHL-stjernerne Jannik Hansen og Mikkel Bødker, der først stødte til truppen onsdag morgen.

- Det var fedt. Der var god stemning, fed energi, fed hal. Vi spiller rigtig godt hele kampen, og vi vinder fortjent, siger Mikkel Bødker til DR.

- Det er fedt at mærke opbakningen og se, hvor stort hockey er i Danmark og er blevet. Vi er utroligt stolte på holdet over, at vi kan byde fansene på en god oplevelse og en god kamp.

Næste mulighed for at underholde de danske fans med god hockey kommer fredag eftermiddag, når Danmark møder Norge. Du kan se kampen på TV 2 eller lytte med i LIGA på P3.

Facebook
Twitter