Landstræner melder Nikolaj Ehlers tvivlsom til VM trods NHL-exit

På trods af en skade håber landstræner Heinz Ehlers dog på, at sønnen Nikolaj Ehlers kommer med til VM i ishockey.

Heinz Ehlers ses her under ishockeylandsholdets testkamp mellem Danmark og Finland i Bentax Isarena i Aalborg, torsdag 11. april 2019. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix) (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Natten til søndag blev Nikolaj Ehlers og Winnipeg Jets slået ud af slutspillet i den nordamerikanske ishockeyliga, NHL.

Derfor er vejen i princippet banet for, at den danske superstjerne kan blive en del af VM-truppen, hvis han får lov af Winnipeg Jets.

Men det er tvivlsomt, om NHL-klubben vil lade Ehlers deltage i verdensmesterskabet. Det fortæller hans far, Heinz Ehlers, som også er landstræner for Danmark.

- Det er desværre sådan, at han har en alvorlig skade, som han har spillet med i slutspillet. Han fik skaden i den femte slutspilskamp, men spillede den sjette kamp på indsprøjtninger. Derfor bliver vi nødt til at afvente, om klubben vil lade ham spille VM, lyder det fra Heinz Ehlers, der dog ikke ønsker at komme nærmere ind på skadens omfang.

Alligevel vil landstræneren gerne fortælle, at han i øjeblikket ikke har alt for store forhåbninger til, at Nikolaj Ehlers får lov at flyve over Atlanterhavet for at deltage ved VM i Slovakiet.

- Lige nu er jeg godt nok ikke fortrøstningsfuld, hvis jeg skal være helt ærlig, siger Heinz Ehlers.

Vil gerne spille VM

Står det til Ehlers-familien, så er der til gengæld ikke meget tvivl om beslutningen. For Nikolaj Ehlers har nemlig givet sin far tilsagn om, at han gerne stiller op i nationaldragten til VM.

Det siger Heinz Ehlers.

- Selvfølgelig har vi snakket om det. Allerede da jeg blev landstræner, sagde han til mig, at han selvfølgelig ville stille op, når der var VM, lyder det fra landstræneren.

Planen er derfor i første omgang, at Nikolaj Ehlers skal have taget nogle nye scanningsbilleder af skaden.

Dem vil den danske stab bruge til at overbevise Winnipeg Jets om, at den danske wing kan spille VM for Danmark, uden at det medfører yderligere komplikationer.

For kan Nikolaj Ehlers være en del af den danske trup, så vil det være et styrket landshold, der løber ind på isen til den første VM-kamp den 11. maj, hvor Frankrig er modstanderen.

- Selvfølgelig vil jeg altid gerne have de bedste spillere med. Jo stærkere et hold vi har, jo større chance har vi for at klare det godt, slår landstræneren fast.

Udover franskmændene er Danmark også kommet i pulje med Canada, USA, Finland, Tyskland, Slovakiet og Storbritannien.

Facebook
Twitter