LISTE De tjener halve milliarder og scorer mål på stribe: Her er VM’s stjerner

VM i ishockey begynder i dag. Herning og København lægger is til, når nogle af sportens største stjerner gæster Danmark.

Frederik Andersen, til venstre, er en af VM's største stjerner. Her er han i selskab med Connor McDavid, øverst til højre, og Patrick Kane, nederst til højre, der også er værd at holde øje med, når VM i dag går i gang. (Foto: Johan Haarløv DR Sporten)

De største stjerner tjener millioner og atter millioner af kroner, mens de skøjter rundt i verdens bedste ishockeyliga. I disse dage er de på dansk jord i jagten på verdensmesterskabet i ishockey.

Men hvem skal du holde øje med ved VM – hvem er de største stjerner?

Her har vi ranglistet de syv bedste spillere:

7. Leon Draisaitl, Tyskland

Leon Draisaitl til højre fejrer et mål for sin klub Edmonton Oilers. (Foto: Perry Nelson © Scanpix)

Den 22-årige forward står til dagligt i skyggen af fænomenet Connor McDavid i NHL-klubben Edmonton Oilers, men tyske Draisaitl er i sin egen ret en fremragende spiller.

God til at føre pukken frem af banen og samtidig med øje for mål har tyskeren scoret 25 mål og lavet 45 assists i grundspillet i NHL. Det bliver spændende at se, hvad han kan gøre for det tyske mandskab – og ikke mindst hvordan Danmark får lukket ned for Draisaitl i åbningskampen ved VM.

6. Frederik Andersen, Danmark

Frederik Andersen er Danmarks vel nok vigtigste spiller. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Ingen anden målmand i NHL har fået så mange skud sendt i sin retning som Frederik Andersen. Den danske Herning-dreng, der til dagligt spiller i Toronto Maple Leafs, har 2211 gange set pukken ryge lige imod sig, når et skud er blevet sendt mod mål. 2029 gange har han afværget forsøget – mere end nogen anden i NHL.

Efter skiftet fra Anaheim Ducks til Toronto Maple Leafs for to år siden skrev under på en fem-årig kontrakt til en samlet værdi på 135 millioner kroner.

Andersen er en af blot tre danske NHL-spillere, der er kommet hjem for at spille VM. I alt skøjter syv danskere rundt i NHL-klubber.

5. Rickard Rakell

Den svenske forward Rickard Rakell laver et video-opkald til sin mor hver aften fra sin residens i Anaheim. Moren sidder på den anden side af kloden i Sverige, hvor Rakell er født og opvokset.

Rakell var Anaheim Ducks bedste spiller i sidste sæson. (Foto: Kelvin Kuo © Scanpix)

Og de må have nok at snakke om. Rakell er i en alder af bare 24 år den bedste spiller for Anaheim Ducks, hvor han i grundspillet i NHL leverede 34 mål og 35 assists.

Rakell er en del af et stærkt svensk mandskab med spillere som Michael Backlund og Oliver Ekman-Larsson, og holdet må forventes at nå langt i turneringen i bestræbelserne på at generobre det verdensmesterskab, som de vandt sidste år.

4. Johnny Gaudreau, USA

Johnny Gaudreau for sin klub Calgary Flames. (Foto: Sergei Belski © Scanpix)

Amerikanske Johnny Gaudreaus far blev i slutningen af marts ramt af et hjerteanfald, og forwardens forberedelser til VM har derfor ikke været optimale.

Det bliver derfor interessant at se, hvilken forfatning den 24-årige amerikaner kommer til VM i. Når han er bedst, kan han med sit lave tyngdepunkt smyge sig uden om stort set alle tacklinger, mens hans fart og tekniske evner gør ham til en af de mest seværdige spillere ved VM.

3. Matthew Barzal, Canada

Blot 20-årige Matthew Barzal har et særligt godt blik for sine medspillere og lagde i grundspillet op til 63 mål i sin første sæson i NHL – en imponerende bedrift på et New York Islanders-mandskab, der ikke formåede at spille sig i slutspillet.

Mathew Barzal er til trods for sin unge alder allerede et stort navn i NHL. (Foto: Tom Szczerbowski © Scanpix)

Barzals magiske hænder sørgede i en enkelt kamp for fem assists – og det er mere end nogen anden førsteårs NHL-spiller nogensinde har præsteret i New York Islanders. Sammen med Connor McDavid er han canadas offensive trumfkort.

2. Patrick Kane, USA

Patrick Kane har været en af NHL's bedste spillere de sidste ti år. (Foto: KAMIL KRZACZYNSKI © Scanpix)

29-årige Patrick Kane er kaptajn på USA’s hold. Han har spillet i mere end ti år i NHL, hvor han med Chicago Blackhawks har været i slutspillet hvert år lige siden. Tre mesterskaber er det også blevet til, og Kanes rutine gør ham til den vigtigste spiller på det amerikanske mandskab, der møder Danmark på lørdag.

For fire år siden underskrev han en ny otte-årig kontrakt med Chicago Blackhawks til en værdi på 512 millioner kroner.

1. Connor McDavid, Canada

Connor McDavid har taget NHL med storm siden sin introduktion for tre år siden. Med et sjældent øje for mål har han lynhurtigt gjort sig til den bedste forward i den nordamerikanske liga, hvor han fører den samlede statistik over flest mål og assists.

Connor McDavid er den nye store stjerne i NHL. (Foto: Perry Nelson © Scanpix)

Han er lynhurtig på skøjterne, og det bruger han til at komme til langt flere skudforsøg end mange af sine kollegers. Han foretrækker at gå direkte mod målet og skyde fra farlige positioner tæt målmanden. Hvis der er én spiller, man skal se ved VM, så er det canadiske Connor McDavid.

McDavid skrev sidste år under på en kontrakt til en værdi på 620 millioner kroner. Kontrakten løber over otte år.

VM i ishockey går i gang i aften. Danmark spiller åbningskamp mod Tyskland i Herning, og du kan se kampen på TV 2 Sport fra kl. 20.05 eller høre den i LIGA på P3.

Facebook
Twitter