Skadet landsholdsspiller skriver kontrakt med NHL-storhold

VM er slut for skadede Mathias Bau, men karrieren i rampelyset er først lige ved at begynde.

Mathias Bau skal spille for Washington Capitals. (Foto: henning Bagger © Henning Bagger)

Den danske forward Mathias Bau har det næste kapitel i sin karriere på plads. Ishockeylandsholdsspilleren har skrevet under på en et-årig kontrakt med storhold Washington Capitals i verdens bedste ishockeyliga NHL. Det skriver klubben på sin hjemmeside.

Den 24-årige frederikshavner spillede Danmarks to første kampe ved VM på hjemmebane, men måtte efter nederlaget til USA forlade landsholdslejren, da han skulle gennemgå en operation for en rift i milten. Han er dermed færdig ved VM.

Mathias Bau har indtil nu spillet for Harshley Bears, der fungerer som udviklingshold for Washington Capitals. Hans kontrakt med NHL-holdet gør, at han fortsat kan benyttes af både Bears og Capitals.

Washingtons general manager, Brian MacLellan, oplyser, at Mathias Baus kontrakt er næsten 4,5 million kroner værd om året. Manageren påpeger samtidig, at man regner med, at Bau er sin skade kvit, når holdet samles til træningslejr forud for næste sæson.

Først gælder det dog denne sæson for Washington, der også har danske Lars Eller på holdet. Her er man klar til semifinalen i NHL, hvor Tampa Bay Lightning venter.

Facebook
Twitter