Jeanette Ottesen er Årets Sportsnavn

Svømmeren Jeanette Ottesen tog prisen som Årets Sportsnavn i konkurrence med Caroline Wozniacki og håndholdherrerne.

Jeanette Ottensen overraskede de fleste, da hun ved sommerens VM i Shanghai blev verdensmester i den mest legendariske svømmedisciplin 100 meter fri.

Dengang udløste det spontane klapsalver fra hendes konkurrenter. I aften fik hun bifald fra 10.000 tilskuere, da hun tog prisen som Årets Idrætsnavn 2011 i Herning ved Sport2011-showet.

- Wauv. Det havde jeg ikke lige regnet med. Hold kæft hvor er jeg glad. 1000 tak til alle, der har stemt. Til min træner, til min mand og til min klub. Der altid støtter mig, sagde Jeanette Ottesen.

DIF-formand Niels Nygaard siger følgende om vinderen:

- Det har i den grad været Jeanette Ottesens år, og hun er en meget velfortjent vinder af årets sportsnavn 2011. Vi ser alle frem til at følge hende ved OL i London.

Sportsredaktør på Jyllands-Posten, Christian Thye-Petersen, siger, at det fortæller noget om Jeanette Ottesens år, at hun slår Wozniacki og håndboldherrerne.

- Jeg synes, det sætter Jeanette Ottesens præstation i relief, når hun slår verdens nummer et i tennis og sølvmedaljevinderne i herrehåndbold. I det hele taget lover alle præstationerne godt før OL, lyder det fra Christian Thye-Petersen.

Slog Wozniacki i år

Sidste år gik prisen til Caroline Wozniacki, der som den første dansker erobrede førstepladsen i tennis i 2010. Men i år måtte hun altså se Jeanette Ottesen løbe med hæderen.

Prisen uddeles i samarbejde med Danmarks Idræts-Forbund og Jyllands-Posten, og ud over Jeanette Ottesen var også Caroline Wozniacki og håndboldherrerne nomineret.

Det er 21. gang, at Danmarks officielle idrætspris - Årets Sportsnavn - uddeles. Den imponerende liste af tidligere vindere repræsenterer i sig selv et stykke dansk idrætshistorie, og navnene er et vidnesbyrd om, at der skal en helt ekstraordinær præstation til for at komme i betragtning til prisen og de 50.000 kroner, der følger med.

Se tidligere vindere her.

Facebook
Twitter