Jeanette Ottesen ny verdensmester

Jeanette Ottesen vandt guld i 100 meter fri ved VM i svømning i Shanghai efter et ekstremt tæt opløb.

En jublende lykkelig Jeanette Ottesen kan konstatere at hun, som kun den anden danske svømmer, kan skrive verdensmester på CV'et. (Foto: David Gray © Scanpix)

Jeanette Ottesen vandt guld i 100 meter fri ved VM i svømning i Shanghai efter et ekstremt tæt opløb.

Den danske svømmepige havde kun fjerdehurtigste tid i semifinalerne og havde endda selv på forhånd nedtonet medaljeforventningerne i et felt, der blandt andet talte fire tidligere olympiske mestre.

Men hun lagde friskt og uimponeret ud og lå nummer tre ved vendingen.

Hun førte med cirka 25 meter igen og afviste lige præcis hviderusseren Aliaksandra Herasimenia, der svømmede i samme tid som danskeren, nemlig 53,45 sekunder. Dermed deler de to svømmere guldet.

Det var blot fire hundreddele af et sekund langsommere, end da hun satte nordisk rekord ved VM i Rom for to år siden - i øvrigt i en af de nu forbudte højteknologiske svømmedragter.

Med sejren tog Ottesen revanche for 11.-pladsen i 100 meter butterfly tidligere på ugen, som hun selv betegnede som en stor skuffelse.

Jeanette Ottesens hidtil bedste VM-placering i disciplinen var en syvendeplads fra mesterskaberne i Rom for to år siden.

På kortbane har hun både vundet sølv og bronze på 100-meter-fri ved EM i henholdsvis 2008 og 2009.

Det er blot tredje gang, at Danmark vinder guld ved et svømme-VM. Lotte Friis har vundet de to foregående - på 800 meter fri i 2009 og på 1500 meter fri forleden i Shanghai.

Bare et kvarter efter sit guldløb måtte Ottesen i øvrigt i vandet igen i en semifinale i 50-meter-butterfly. Her var hun dog tilsyneladende så forpustet og rundt på gulvet, at hun ikke kunne svømme op til sit bedste.

Det endte med en tid i 26.53 sekunder, hvilket placerede hende som en samlet nummer 13. Dermed går hun glip af finalen.

Facebook
Twitter