Jesper Skibby indrømmer doping

Den tidligere cykelrytter Jesper Skibby erkender doping i en ny bog. I selvbiografien "Forstå mig ret" fortæller Skibby om en karriere fyldt med sprøjter og løgne, men blottet for moral og etik.

Jesper Skibby fortæller i bogen "Forstå mig ret", der udkommer på onsdag, om sit brug af doping i cykelkarrieren. (Foto: Nils Meilvang © Scanpix)

Den tidligere cykelrytter Jesper Skibby erkender doping i en ny bog. I selvbiografien "Forstå mig ret" fortæller Skibby om en professionel karriere fyldt med sprøjter og løgne, men blottet for moral og etik.

Danskeren beretter bl.a. hvordan han op igennem 1990'erne dopede sig i stor stil med en lang række af de stoffer, der var tilgængelige. Her er et par citatet fra bogen, der udkommer på Ekstra Bladets forlag på onsdag og som avisen søndag lagde ud på sin hjemmeside.

- Da han endelig bankede på døren og rakte mig sprøjten, følte jeg mig præcis som en lille dreng, der får overrakt en stor julegave. Jeg vidste, hvad jeg skulle gøre.....

-....For første gang havde jeg taget medicin, som ikke skulle helbrede mig for et eller andet, men som alene havde til formål at forbedre min præstationsevne. Jeg havde dopet mig, og jeg var jublende glad for det. Nu kunne jeg ikke gøre mere.....

-.....Jeg fortrød ikke, hvad jeg havde gjort, og jeg fik ikke dårlig samvittighed. Tænkte slet ikke på moral og etik. Jeg var en del af en barsk metier, og jeg jeg brugte de midler, der skulle til for at udøve den. Så enkelt var det, beretter Jesper Skibby.

Skibby kørte i mange år for det hollandske TVM-hold, men var også aktiv på det danske cykelhold, CSC.

Facebook
Twitter