Joe Frazier død af leverkræft

Den tidligere verdensmester i sværvægtsboksning blev 67 år. Frazier var den første, der besejrede Muhammed Ali

Joe Frazier i en af de tre legendariske kampe han boksede mod Muhammad Ali. Her i Madison Square Garden, New York. (© Scanpix)

Den tidligere verdensmester i sværvægtsboksning Joe Frazier er død. Han blev 67 år. Joe Frazier fik for godt en måned siden konstateret leverkræft, og den kamp magtede Frazier ikke at vinde. Han døde mandag på et hospice i Philadelphia.

Joe Frazier blev professionel bokser i 1965 efter at have vundet guld i sværvægt ved de olympiske lege i Tokyo i 1964. Han boksede sig op gennem ranglisterne og vandt i 1970 WBA-verdensmesterskabet på teknisk knockout over Jimmy Ellis.

Joe Frazier skrev sig for alvor ind i boksehistorien med tre mageløse kampe i 1970'erne mod Muhammad Ali. I perioden fra 1970 til 1973 sad Joe Frazier, også kendt som Smokin Joe, på sværvægtstronen.

Første til at besejre Ali

Frazier blev den første mand, der besejrede Muhammad Ali, der af mange eksperter regnes som den største bokser, uanset vægtklasse, verden endnu har set.

Frazier var som ubesejret verdensmester den oplagte modstander for Muhammad Ali, da han gjorde comeback i 1971 efter tre års udelukkelse fra boksning.

Medierne varmede massivt op til kampen, som blev døbt "Århundredets Kamp", og de to ubesejrede legender svigtede ikke.

Højdepunktet

Ali kom bedst fra start, men Frazier viste mest udholdenhed, slog i 15. og sidste omgang Ali i gulvet og vandt kampen i Madison Square Garden i New York på point.

Sejren blev karrierens højdepunkt for Frazier, som i 1973 tabte sin titel til George Foreman. Året efter måtte han også se sig besejret i en revanchekamp mod Ali.

Frazier opgav dog ikke ævred og kæmpede sig til pladsen som førsteudfordrer til WBA-titlen, som Ali havde taget fra Foreman ved den legendariske "Rumble In The Jungle"-kamp i Zaire.

'Thrilla in Manila'

Ali og Frazier mødtes for tredje gang i den stort opsatte "Thrilla In Manila" i Filippinernes hovedstad. Kampen blev en intens affære, som Ali vandt.

Efter et mislykket forsøg på revanche mod George Foreman trak Joe Frazier sig tilbage. Han gjorde comeback med en enkelt kamp i 1981 og ernærede sig siden som boksetræner, indtil han lod sig pensionere i 2009.

 

Facebook
Twitter