Kessler og Wozniacki: Ingen skattesnyd

Både Mikkel Kessler og Caroline Wozniacki har, som den tiltalte golfspiller Søren Hansen, bopæl i Monaco. De hævder dog begge, at de overholder skattereglerne.

Selv om Bagmandspolitiet har rejst tiltale mod golfspilleren Søren Hansen for at have snydt i skat, så får det ikke et par andre celebre sportsstjerner med bopæl i Monaco til at frygte en sag.

- Der er regelsæt, der skal overholdes. Det gælder alle, og de regler overholder jeg. Som jeg før har sagt, så har jeg ikke noget at skjule, siger boksestjernen Mikkel Kessler til B.T.

Også tennisspilleren Caroline Wozniacki har adresse i Monaco. Hendes far har ansat folk til at sørge for, at der ikke er slinger i skattevalsen.

- Vi har en revisor og en advokat. Vi bor i Monaco og spiller i udlandet, så vi betaler det skat, vi skal betale, siger Piotr Wozniacki til avisen og slår fast, at Wozniacki-familien ikke er blevet kontaktet af Skat i forbindelse med den verserende sag af danskere med bopæl i udlandet.

- De ting, vi laver med firmaet, har vi betalt skat for. Vi er i Danmark måske i alt et par uger om året, så det er to fuldstændigt forskellige ting, siger Piotr Wozniacki.

 

Facebook
Twitter