Kim Wraae dansk fanebærer til OL

Kajakroeren Kim Wraae skal bære den danske fane og gå i spidsen for den danske delegation ved indmarchen til OL i London.

Kajakroeren Kim Wraae skal bære den danske fane og gå i spidsen for den danske delegation ved indmarchen til OL i London.

Det blev offentliggjort på et pressemøde i Idrættens Hus i Brøndby i eftermiddag, hvor omkring 80 danske OL-atleter, træneren og ledere var til stede.

Det var chef de mission, Jesper Frigast Larsen, der offentliggjorde navnet på fanebæreren.

- Det er få, der får indfriet målet om medalje til OL, men endnu færre bærer fanen til OL. Som fanebærer går man i spidsen i mere end en forstand. Man skal være en rollemodel - som har vist hårdt arbejde - lidt personlige afsavn i respekt for de sportslige værdier - der giver resultater, som kan give medaljer, lød det fra Jesper Frigast Larsen, som understregede, at fanebæreren også gerne skulle have vundet en OL-medalje tidligere.

Ved OL i 2008 vandt Kim Wraae sølv i toerkajak med René Holten, og han overtager rollen som fanebærer fra navne som Jesper Bank, Eskild Ebbesen og Joachim B. Olsen.

- Jeg er glad for at sige, at fanebæreren i 2012 føjer sig flot ind i traditionen. Der har været en række både mænd og kvinder, der har bggrunden og de personlige egenskaber. Mere end halvdelen deltager ikke i åbningshøjtideligheden, men det har ikke været et let valg, lød det fra Frigast Larsen, inden han præsenterede Kim Wraa, der kom ind i salen i Idrættens Hus med fanen i hænderne.

Rørt fanebærer

Dagens hovedperson var tydeligvis rørt, da han holdt en kort takketale.

- Jeg vil gerne sige tusind tak og glæder mig vanvittig meget til at føre det danske hold an ved OL. Det er en kæmpe ære, og jeg havde ikke lige set det komme.

- Men jeg var ikke nået hertil, hvis ikke det var for resten af holdet, så jeg skylder dem en tak for, at jeg står her i dag, lød det fra Kim Wraae.

Der er nøjagtig en måned til legene begynder. OL i London er fra 27. juli til 12. august 2012. Danmark vil være repræsenteret med minimum 112 atleter i 17 idrætsgrene.