Klumme: Et ufatteligt selvmord

Kian Fonoudi har dedikeret sin ugentlige klumme til Gary Speeds alt for tidlige død.

Mange tilhængere mindes Gary Speed ved Boltons hjemmebane, Reebok Stadium. (Foto: Andrew Yates © Scanpix)

"Vi tror, at fodbold er vigtigt, men det er det ikke rigtigt."

Ordene kom fra Gary Neville i Sky Sports studie efter den chokerende melding om Gary Speeds død søndag eftermiddag. Det var rigtig nok en nyhed, der gjorde os pinligt opmærksomme på, hvor meget værdi vi tillægger spillet, som i det store billede nu synes betydningsløst. I hvert fald for en stund.

Jeg hørte selv nyheden i mod slutningen af Sky Sports fodboldprogram Goals on Sunday, hvor man havde den tidligere Leeds- og Wimbledon-spiller og nuværende skuespiller Vinnie Jones i studiet.

 Jones jokede og fortalte anekdoter fra gamle dage om sin tid som fodboldterminator i starten af 90'erne fuldstændig uvidende om sin tidligere holdkammerats død. Nyheden stod derfor i skarp kontrast til hans humoristiske historier i lige så høj grad som det faktum, at det netop var Gary Speed - en mand der er blevet beskrevet som "perfekt" - der havde begået selvmord.

Det som vi ved på nuværende tidspunkt er langt fra nok til at besvare det spørgsmål som hele fodboldengland vil stille sig selv i takt med, at chokket så småt begynder at lægge sig: hvorfor?

Selv hos Speeds nærmeste (og her snakker vi kun venner inden for fodboldverdenen) er der intet i deres udtalelser, hvor man kan spore den mindste skjulte anelse om, hvad der kunne være årsagen.

Ufatteligt

Robbie Savage, den tidligere Leicester-spiller, som er en af Speeds gode venner, fortalte i et rørende interview i går, at han bare dagen forinden havde snakket med Speed på telefonen, hvor de havde joket og grint sammen.

Der er venner, som havde spillet golf med ham 48 timer tidligere, som ikke havde fornemmet, at der var noget som helst galt med Speed.

Og om lørdagen - altså dagen inden selvmordet - var Speed sammen med tidligere holdkammerat Gary McAllister fra Leeds' mesterskabsvindende hold i 1992 (Speeds' eneste titel som spiller) gæst i BBC-programmet Football Focus, hvor Speed i sin normale positive og humørfyldte facon talte om ambitionerne for det walisiske landshold, som han blev træner for i december sidste år. Og i kulisserne fortalte han om sine børn, Thomas på 14 år og Ed på 13, om hvordan det gik dem med de sportsgrene, som de dyrkede.

Alt det sammenholdt med det faktum, at Gary Speed i sin aktive fodboldkarriere, siden sin debut i 1988 for Leeds, videre til Everton og Newcastle, Bolton og til sidst i Sheffield United uden undtagelse fremstod som "the perfect professional" som han blev kaldt af sin manager fra Leeds-årene og mentor Howard Wilkinson. Og at han spillede 535 Premier League-kampe i løbet af sin 20 år lange karriere. Og at han var anfører på det walisiske landshold. Og at han aldrig nogensinde (hvert fald ikke som fodboldspiller eller offentligt) før havde vist tegn på nogle som helst problemer, når det kom til hans opførsel eller selvværd. Ja, når man lægger det her regnestykke sammen, så begynder det at gå op for en, hvor ufattelig Gary Speeds selvmord er.

Et reflekterende menneske

Vi er som mennesker hurtige til at hoppe på sørgevognen, når en offentlig person dør, og ord kan let blive en alt for simpel måde at udtrykke en følelse, når tomheden er altoverskyggende. Men det skal bestemt ikke lægges den døde til last, og i det her tilfælde tyder den medfølelse, som er rettet mod Speeds familie, at der altså var tale om en mand, som meget få mennesker - hvis nogen - havde noget dårligt at sige om.

I går aftes havde jeg et ærinde i byen (jeg bor i Liverpool), og på vej dertil i taxaen, fortalte chaufføren, at han og nogle venner (som er Everton-fans) for nogle år siden havde mødt Gary Speed på galopbanen sammen med hans gode ven Shay Given. Gary Speed spillede på det her tidspunkt i Newcastle, men han havde aldrig skjult det faktum, at hans yndlingshold var Everton. Chaufførens Everton-venner stod efterfølgende i en halv time og snakkede med Gary Speed, der åbent svarede på de spørgsmål, de havde, og jokede og grinte med de fremmede mennesker, han lige havde mødt.

Historierne står i kø, men fælles for dem alle beskriver de Gary Speed som et kærligt og betænksom menneske. Et humoristisk menneske. Men også et seriøst og reflekterende menneske. Dette er et kort uddrag fra et interview, efter at han var blevet ansat som Sheffield United manager i efteråret 2010.

"I alle dele af tilværelsen er der nogle mennesker, som er skabt til at være ledere og andre som ikke er. Jeg føler selv, jeg er en leder, men jeg har også mangler. Jeg er ikke sikker på, hvor intelligent, jeg er. Hvis du spurgte mig, om hovedstaden i Burkina Faso, så vil jeg vide svaret, men jeg er ikke sikker på, hvor relevant det er. Fodboldintelligens adskiller sig fra en almindelig IQ. I den henseende ved jeg ikke, hvor intelligent, jeg er. Jeg tror på mig selv, men jeg ved også, at jeg ikke ved alt."

Dengang virkede udtalelsen som et fantastisk stykke selverkendelse i en verden, som sjældent har overskud til at besidde den. Men i lyset af hvad der er sket, kan det måske være første skridt til at forstå Gary Speeds handling.

Det er hvert fald ikke svært at tænke på andre fra samme branche, der har lidt samme skæbne. I øjeblikket læser jeg den fremragende bog Ein allzu kurzes Leben, historien om Robert Enkes liv og død.

Den tyske landsholdsmålmand kastede sig ud foran et tog, for at befri sig selv for sit sorte sind. Allerede på dette tidlige tidspunkt har de første debattører inddraget Robert Enkes historie til sammenligning med den om Gary Speed, selv om der (endnu) ingen antydning er af, at Speed gennem sin karriere har lidt nogen som helst form for depression, som Robert Enke gjorde det i løbet af sit liv. Kun tiden vil fortælle os, hvor ens baggrunden for deres fælles skæbne var.

En gentleman

Sikkert er det, at Gary Speed sammen med Paul Scholes, Ryan Giggs, Roy Keane og Patrick Vieira mfl. var med til at definere Premier League. Hans død har måske forstærket det billede, men det er ikke desto mindre faktum, selv om han ikke var nær så profileret som de andre navne. 

Som manager var han også begyndt en karriere, som mange troede ville være mindst lige så lang, som den han havde oplevet som spiller.

Der er ingen tvivl om, at man i Wales havde håbet, at han kunne overføre drivkraften, professionalismen og lederskabet fra hans aktive karriere til at føre sit land til VM i Brasilien i 2014. Afslutningen på denne landsholdssæson havde skabt store forhåbninger om, at det kunne lykkes. Fire ud af de sidste fem landskampe havde Wales vundet, og det ene nederlag var kun knebent til England på Wembley.

Speed, så det ud til, havde skabt en kultur på det nye walisiske landshold, der var fri for tidligere tiders skuffelser og dårlig ledelse.

Søndag den 27. november slukkedes det håb, mindre et år efter det var tændt. I hvert fald med Gary Speed ved roret. Ja, det britiske fodboldsamfund har mistet en stor profil. En gentleman. Men frem for alt er tragedien størst for to teenagedrenge, som nu skal vokse op uden et af de største forbilleder, som de kunne have haft. 

Gary Speed. Hvil i fred.

Facebook
Twitter