Klumme: Gør håret dig til en bedre spiller?

Wayne Rooney har genfundet sin styrke på slagmarken - måske skyldes det hans hårtransplantation? Læs klummen om hårets betydning i fodboldens verden.

Wayne Rooney og Ashley Young under kampen mod West Bromwich i weekenden (Foto: Andrew Yates © Scanpix)

”Who’s the scouser, who’s the scouser, who’s the scouser in the wig.”

Jeg stod blandt Liverpool-tilhængerne på Old Trafford den 11. februar, da jeg for første gang hørte den ovenstående sang. Den var selvfølgelig rettet mod Wayne Rooney med reference til den hårtransplantation, han fik foretaget i sommer. Sangen hev straks mundvigene i vejret hos mig, og selv om jeg ikke deler Liverpool-fansenes troskab, har jeg aldrig haft noget at udsætte på deres humor.

I takt med metroseksualiseringen af fodboldspillere er der nu flere og flere aktører i Premier League, der forsøger at gå i kamp mod androgen alopecia (den latinske betegnelse for mandligt hårtab), og derfor har de søgt kosmetisk hjælp for at genvinde deres lokker.

Ud over Wayne Rooney har også Tottenhams Younes Kaboul fået foretaget en hårtransplantation - det samme gælder dommer Mark Clattenburg og Wigan-manager Roberto Martinez.

Og det har fået mig til at spekulere. Betyder det noget for, om man får succes som manager, dommer eller spiller, om man stadig har størstedelen af sin manke, fra da man var ung - eller er det omsonst at diskutere noget så overfladisk, når det kommer til sejr eller nederlag?

I min argumentation for, at det ikke er helt uvæsentligt, vil jeg starte med et citat fra den britisk/sydafrikanske sportsjournalist Simon Kuper. Kuper skriver ofte om fodbold ud fra et antropologisk synspunkt, og han skrev en gang om managere i den engelske Premier League at…

”…the key thing is to look the part. This means that first of all he must be male. He is almost always white, with a full head of hair conservatively cut, aged over 35, and a former professional football player”?

Hvis man kigger på managerne for de fem af de seks største klubber i Premier League, ja så har Alex Ferguson, Arsene Wenger, Harry Redknapp, Kenny Dalglish og Roberto Mancini ”the full head of hair” (det havde også Andre Villas-Boas, inden han blev fyret som Chelsea-træner - han har det i øvrigt stadig går jeg ud fra).

Andre succesfulde trænere henover Europa har også deres hår i behold: Jose Mourinho, Carlo Ancelotti, Fabio Capello, Guus Hiddink, Kent Nielsen.

Vigtigheden af en solid hårpragt hos en manager har måske noget at gøre med et urinstinkt i os, der tidligere forbandt skaldethed med noget svagt. Noget der var gammelt og impotent. Den romerske poet Ovid udtalte, at skaldede mænd hverken hører hjemme i soveværelset eller på slagmarken. Og heller ikke på trænerbænken lader det til. 

Wayne Rooney før hårtransplantationen. (Foto: Scanpix © Scanpix)

Måske gælder det kun for britiske trænere, for de sidste tre spanske trænere, der har vundet Champions League: Josep Guardiola, Rafael Benitez og Vicente del Bosque har alle mere eller mindre måtte sige farvel til håret. Men alligevel har de stået i spidsen for nogle af de mest spektakulære finalevindende hold, turneringen nogensinde har set. Så selvfølgelig, selvfølgelig kommer det ikke kun an på, hvor meget hår du har på hovedet, men allermest om hvad der sidder på den anden side af kraniet.

Med hensyn til dommerne i Premier League, så er den bedste dommer den, der begår færrest fejl. Men i bedømmelsen af dommere har abstrakte karakteristika som udstråling, humor og et glimt i øjet en betydning for, hvordan vi bedømmer vedkommende. Ville vores egen Claus Bo Larsen være så elsket, som han er, hvis det ikke først og fremmest var på grund af hans menneskelige kvaliteter?

I England har en af landets bedste dommere Howard Webb intet hår. Det har ikke forhindret ham i at få tildelt en VM-finale, og han er anset (måske ikke lige af Liverpool-fans, som mener han er United-fan i smug) som en af de bedste herovre.

Men hjælper det at have hår? Det synes jeg, det har gjort i eksemplet Mark Clattenburg. Clattenburg var en lovende oppasser, der allerede som 30-årig blev gjort til FIFA-dommer. Men i 2009 fik han foretaget en hårtransplantation, og siden da har han set ud til at udvise mere selvtillid, mere overskud (måske lidt for meget), og det har ført til, at han i februar måned fik sin største kamp i karrieren, da han var dommer i Liga Cup-finalen mellem Liverpool og Cardiff.

Måske hænger Clattenburgs fremskridt mest af alt sammen med erfaring. Nok ikke måske, det gør det helt sikkert. Men alligevel er det interessant at bemærke, at de to ting falder sammen.

Vi startede med Wayne Rooney, så nu vil jeg slutte af ham også.

Han er i øjeblikket på vej mod en af sine bedste sæsoner målscoringsmæssigt, og han er på nuværende tidspunkt kun otte mål fra sin rekord i 2009/2010-sæsonen, hvor han scorede 34 mål i en sæson. Og det endda på et Manchester United-hold, der spillede meget bedre, end de har gjort i den her sæson.

Selvfølgelig vil der være argumenter, der går på, at det simpelthen er fordi Rooney er blevet bedre som fodboldspiller i takt med, at han er ved at nå sin bedste alder, og at det intet har at gøre med, at hans frisure ikke ligner en 64-årig mands. Og det bærer selvfølgelig det meste af forklaringen, vil jeg også selv tro. Men det falder lige som i Clattenburgs tilfælde sammen med, at han har genfundet, for at bruge Ovids analogi, sin styrke på slagmarken. Måske har Rooney lidt Samson i sig. Det vil de kommende sæsoner gøre os mere klog på.

Hvad der er sikker og vist, når det kommer til hår eller mangel på samme er: Hvis du er en amerikansk målmand, så skal du være skaldet, ellers er du no good. Empiri: Brad Friedel, Casey Keller, Marcus Hahneman, Tim Howard uden hår. Tony Meola med hår.

Læg gerne din kommentar til klummen herunder!

Facebook
Twitter