Klumme: Lasse Normans "forfader" er glemt

Thorvald Ellegaard burde være med i idrættens Hall of Fame, mener DR Sportens Marco de los Reyes. Ikke mindst fordi cykellegendens betydning rækker helt frem til i dag.

Dansk idræts Hall of Fame

har i dag 27 medlemmer, og i forbindelse med Sport 2012, DR årlige sportsshow, der vises i aften, bliver endnu et medlem udpeget.

Det nye medlem bliver som de foregående år et stort navn, der ikke længere er aktiv, men som har været på toppen i nyere tid, hvilket vil sige inden for de foregående 10-20 år.

Sådan har strategien været en håndfuld år, for tilbage i 2008 meddelte Hall of Fames bestyrelsesformand, den tidligere Team Danmark-direktør Preben Kragelund, at man ikke længere ville optage gamle stjerner, der var fremme i 1970erne eller endnu tidligere.

Jeg kan selvfølgelig godt forstå, at man gerne ville have nye medlemmer, der siger de fleste danskere noget, så Hall of Fame på den måde virker vedkommende for selv yngre mennesker.

Men da Hall of Fame i dag mere end noget andet står som den officielle oversigt over de største danske sportsfolk i historien, er det også ærgerligt, at man ikke har alle de største navne med, og her tænker jeg først og fremmest på et navn; Thorvald Ellegaard.

         *****

For det første er han jo altid blevet regnet som Danmarks største mandlige sportsudøver i første halvdel af det 20. århundrede.

Thorvald Ellegaards største resultater var de seks VM-titler i sprint for professionnelle i perioden 1901 til 1911, men han var aktiv i 30 år, og herhjemme var det især på Odrupbanen, han høstede mange triumfer.

For det andet år har Thorvald Ellegaards faktisk stor betydning for den succes, Danmarks fortsat har i banecykling.

Hans betydning kan naturligvis være svær præcis at måle. Men da jeg for nogle år siden interviewede cykeleksperten Henrik Elmgreen, der imange år var direktør for det københavnske seksdagesløb, påpegede han eksempelvis, at både Sverige og Norge lige som Danmark havde flere cykelbaner for godt 100 år siden.

Men i vores nabolande forsvandt de alle, hvilket de altså ikke gjorde herhjemme, og det var først og fremmest på grund af Thorvald Ellegaard, der i flere årtier tiltrak masser af tilskuere.

         *****

Nu, hvor Ordrupbanen for længst er revet ned, er det Ballerup Super Arena, som er Danmarks store cykelbane, og går det efter planen, bliver der i løbet af de kommende par år bygget en ny cykelbane i Odense.

Danmark har i dag flere gode baneryttere med Lasse Norman Hansen aktuelt i spidsen. Han vandt OL-guld i omnium i London og bliver sandsyligvis kåret til Årets Sportsnavn i aften. Banerne og de mange succesfulde ryttere hænger selvfølgelig sammen, men den røde tråd, der kan trækkes tilbage til Thorvald Ellegaard er blot ikke særlig synlig og har ikke været det længe.

Lasse Norman på podiet efter guldtriumfen i omnium ved OL i London. (© Scanpix)

         *****

På Hall of Fames officielle hjemmeside har Preben Kragelund pointeret, at Hall of Fame ved oprettelsen i 1992 kun skulle indeholde navne fra 1948 og frem.

Men den regel - som ikke burde have været der - blev i høj grad allerede omgået med det samme, da Ragnhild Hveger, alle tiders største danske sportskvinde, blevet taget med.

Hun var godt nok med ved OL i 1952, men var da langt fra det niveau, hun havde i 1930erne og 1940erne, hvor hun vandt så meget og satte så mange verdensrekorder, at hun - som jeg vurderer det - fortsat rangerer blandt de 10 bedste svømmere i verden gennem tiderne.

         *****

Men det er ikke kun i Hall of Fame-regi, at Thorvald Ellegaard er blevet glemt.

Daværende kultminister Brian Mikkelsen i 2005 nedsatte et udvalg, der skulle finde 12 danske "værker" (atleter, hold eller præstationer) til "Eliteidrættens skanon". Det endte med blot 11 værker, idet Bjarne Riis efter sine dopingindrømmelser blev pillet ud.

Dermed var der ingen cykelryttere med, og dermed var Thorvald Ellegaard altså heller ikke med her. Formentlig fordi man til at begynde med kun ønskede at have en cykelrytter med.

Efterfølgende udkom "værkerne" som bog, og i mine øjne var og er det en fejl, at Thorvald Ellegaard ikke optræder her.   

       *****

Da Danmarks Idræts-Forbund i 1996 kårede århundredets største danske sportsfolk, var Thorvald Ellegaard med i top fem hos herrerne. Sammen med badmintonspilleren Erland Kops, løberen Niels Holst-Sørensen, EM-guldvinderne i fodbold fra 1992 og sejleren Paul Elvstrøm, der blev kåret som den største. 

Så fra officiel side har man jo for ikke så mange år siden vejet Thorvald Ellegaard og placeret ham blandt de tungeste drenge.

Men ser man bort fra, at Paul Elvstrøm til evig tid vil være det 20. århundredets største mandlige sportsnavn i Danmark - og at Ragnhild Hveger vil være det hos kvinderne - er det en kåring, der ikke længere fylder ret meget. For de øvrige navne faktisk næsten ingenting.

         *****

I øvrigt var Niels Holst-Sørensen, der vandt guld på 400 meter og sølv på 800 meter ved EM i 1946, heller ikke med i eliteidrætskanonen, lige som han ikke er med i Hall of Fame.

Niels Holst-Sørensen, der siden blev medlem af IOC, er sportsligt heller ikke helt så stor som Thorvald Ellegaard. Men det ville da klæde Hall of Fame, hvis Niels Holst-Sørensen også var med - til at skabe lidt historisk balance.

Kun tre af de p.t 27 medlemmer har nemlig ikke været aktiv i 1970erne eller senere, og forholdsmæssigt bliver den andel kun mindre og mindre i fremtiden.

Medmindre man ændrer på strategien. Man kunne eksempelvis en sjælden gang imellem udpege to nye medlemmer i stedet for et - og det ene kunne så være en af de gamle. Og så kunne man passende starte med Thorvald Ellegaard, da det primært er ham, der mangler.

I 2014 er det 60 år siden, han døde. Så er der i hvert fald en særlig anledning. 

         *****

Ved at klikke på billedet øverst på siden, kan du se et lille portræt af Thorvald Ellegaard, mens du længere nede kan du få meget mere at vide om både Thorvald Ellegaard og Hall of Fame.

Du er også velkommen til at skrive en kommentar herunder!

Facebook
Twitter