Kom bagom America's Cup

Der er både fart, teknik og taktik over kampen mellem Team USA og New Zealand.

Oracle Team USA og Team New Zealand er ude i en meget tæt og hurtig kamp på vandet i America's Cup. (Foto: Ezra Shaw © Scanpix)

Bo Hasseriis har selv knoklet på de store både, når der var langt mere end en omgang på kajen bagefter på spil. Han tager dig her med om bord nu, hvor Oracle Team USA og udfordrerne fra Team New Zealand kæmper om det prestigefyldte America's Cup-trofæ ud for San Franciscos kyst.

De første fire sejladser er sejlet i den 34. Americas Cup og Team New Zealand fører lige nu med 3-1 over Oracle Team USA. En sikker føring, men da, der skal sejles bedst af mindst 9 sejladser, er der et stykke vej endnu. Og det virker absolut ikke som om noget er afgjort, for sejladserne var langt fra så entydige som resultatet måske indikerer. Faktisk lykkedes det Oracle at sætte Team New Zealand (TNZ) under pres i alle sejladserne, og en af de første mærkerundinger signalerede tydeligt at det her ikke bliver en ensidig serie, hvor den ene båd "bare" vinder. Her passerede de to katamaraner første mærke med næste 40 knob (ca. 60 km/t) mens Oracle Team USA (OTUSA) startede en hidsig manøvre for at tvinge TNZ væk fra mærket - det lykkedes ikke, men viste tydeligt hvor fascinerende det er at se sejlsport på det plan, og med de hastigheder.

Sejladserne det mest intense jeg har set uden selv at deltage, og har budt på alt hvad hjertet kan begære af tætte situationer.

Det foregår i kæmpe-store katamaraner, AC72 hedder de, som er et kvantespring fra de store og forholdsvis langsomme kølbåde, man hidtil har sejlet Americas Cup i. Katamaranerne har ikke sejl, men store vingemaster, de har ikke tunge køle, men foiler, der løfter båden ud af vandet - og det samlede resultat af al den kulfiber og teknik er en visuel oplevelse af to både i intens kamp, men som samtidigt kan levere en en oplevelse af fart, der ikke tidligere er set. Det samlede billede er milevidt fra fordums lange kedelige sejladser, hvor man skulle være entusiast for at følge med - denne version af Americas Cup må have almen appel for alle, der kan lide fart og action.

Oracle vs. Team New Zealand

Stillingen er som sagt 3-1 til TNZ. Men hvor de første to sejladser var præget af, at Oracle begik temmelig mange små fejl, så var de helt på toppen i fjerde sejlads - som de også vandt. Forskellen er, at TNZ har sejlet flere sejladser mod de øvrige udfordrere i Americas Cup, mens Oracle har måttet forberede sig alene. Og som i alle andre sportsgrene, så bliver man bare skarpere når der er noget på spil. Og konklusionen på den analyse må være, at Team New Zealand lige nu ser bedst ud, men at de til gengæld er helt på toppen, og har meget få ting de kan forbedre. Oracle bider dem i haserne, og da de vandt sidste sejlads, viste de også, at de har farten, at de er aggressive, og at de sagtens kan vinde. Og tilsammen betyder det, at de kommende sejladser bliver yderst seværdige!

Hvad er det for en båd?

Båden er som sagt en stor katamaran - og faktisk den største katamaran, der nogensinde har sejlet de her korte, intense sejladser.

Og selvom det samlede billede er en stor og vanvittigt hurtig båd, så er der fire ting, der teknologisk adskiller den her båd fra de tidligere både, man har sejlet cuppen i.

For det første er det som sagt en katamaran. Altså en båd med to skrog, der er meget stabil på grund af bredden, men som samtidig er meget let. Begge del gør at den kan accelerere hurtigt, men også har en hurtig topfart. Faktisk ser man ofte hastigheder på over 40 knob på de her både - og det er faktisk en hastighed, der i mange år ville have give de her både en plads som de hurtigste sejlbåde overhovedet. Men husk lige, at de faktisk er lavet til kapsejlads båd mod båd, og ikke til at sejle ligeud for at slå en rekord.

For det andet har båden ikke længere almindelige sejl. Båden har en meget stor vingemast, der kan drejes, justeres og manipuleres på alle tænkelige måder. Og selvom der er et mindre traditionelt sejl forrest, så er det vingen, der præger båden. Og på samme måde som en flyvemaskine kan bruge flaps, slots og slats, så kan trimmerne af vingen justere stort set alt. Dybde, twist, indfaldsvinkel - alt kan justeres og bliver det hele tiden. Vingen giver trimmerne fuld kontrol over faconen, hvor et traditionelt sejl altid er en serie kompromis mellem dybde, twist og indfaldsvinkel. Vingen kan gøres optimal hele tiden - et traditionelt sejl kan kun være optimal en lille del af tiden.

For det tredje har båden foiler. En almindelig køl har til opgave at være modvægt til sejlpresset, og så sørge for båden ikke driver sidelæns. Foilet er en vinge, der fungerer under vandet, og som løfter båden ud af vandet, når den når en hvis hastighed. Vandmodstanden mod skrogene betyder temmelig meget for farten og når båden er løftet ud af vandet, sejler den typisk mellem 15 og 20 procent hurtigere. Masser af både har sejlet med foiler i tidens løb, men på sejlbåde er det aldrig sket i den skala, og aldrig i forbindelse med tætte sejladser mod andre både. Det er et utroligt syn at se bådene løfte sig og se besætningen holde fast, når den accelererer.

Den fjerde ting, som adskiller båden fra alt tidligere set er arbejdsmængden til besætningen. Hvis man følger med på de mikrofoner der er installeret ombord, kan man høre hvor hårdt der bliver arbejdet hele tiden. De her drenge er i form, og de bruger hvert sekund på at trimme eller være arbejdskraft for de, der trimmer. Og som et eksempel på det arbejde der skal til, kan rorsmanden justere vinklerne på foilerne fra sin plads bag rattet. Men det valg han foretager skal tilpasses det trim der aktuelt er på vingen. Man kan vel bedst sammenligne det med en stor bombemaskine, hvor hver enkelt mand er en brik i det samlede billede. Flyveren letter ikke, hvis ikke alle gør deres job. Den helt store forskel fra tidligere, er den eksplosive måde, der arbejdes på. Efter de første 2 sejladser kunne man tydeligt se på hele besætningen hvor trætte de var af bare 2 sejladser.

En smal bane

Man har altså valgt en kompromisløs tilgang til bådene og bare valgt den hurtigst tænkelige løsning at konkurrere i. Den samme tilgang gælder banerne, der er placeret inde midt i bugten i San Francisco. Banen er smal, og afgrænset virtuelt, så en båd vil få en straf, hvis den sejler uden for. Banen er kort, og en sejlads tager vel omkring 25 hidsige minutter. Banen er lavet så bådene egenskaber kommer til deres ret. For eksempel går første ben fra starten til første mærke med vinden ind fra siden, og tager kun ca. 40 sekunder, hvor bådene sejler maksimal hastighed - altså over 40 knob. 

Men banen er også med til at gøre det her til en event, der er værd at se. Selv som sejlsports entusiast, synes jeg Americas Cup ofte har været en ørkenvandring. Store, tunge både, der sejler langt væk fra hinanden er bare ikke sjovt at se på. Men det er det her - banen tvinger dem til at sejle tæt, og alle manøvrer bliver fulgt fra kameraer ombord, på følgebåde og i helikopter.

Alt i alt er der altså tale om at sejlsporten har fundet en vej, der gør det seværdigt. Når det så tilmed er banalt spændende at følge, og vi krydrer det med en klassisk fortælling om den lille nation, der gerne vil slå den store, så er der tale om en basalt spændende fortælling. Hvis du kan lide sport og teknik, så er det her noget for dig!

Facebook
Twitter