Kommentar: Fyr Morten Olsen

- Vis at I vil og kan noget ude i DBU-førerbunkeren, skriver DR Sportens redaktionsleder Kurt Lassen og opfordrer til, at Morten Olsen får sparket.

Morten Olsen under onsdagens landskamp på Alvalade Stadion i Lissabon (Foto: Nacho Doce © Scanpix)

Kommentar af Kurt Lassen, redaktionsleder DR Sporten.

Morten Olsen har fuldstændig misforstået sin position som landstræner. Ligegyldigt om han var med til at orkestrere det farceagtige efterspil på sensationssejren i Lissabon onsdag aften eller ej. Og det var han jo i øvrigt under alle omstændigheder al den stund, at han som sine spillere defilerede demonstrativ og mut forbi det danske mediekorps, der stod klar med udstrakt mikrofon og blok i tilhængernes udsendte tjeneste.

Landstrænerjobbet handler ingenlunde om blot at flytte kegler, lægge taktik og skifte ud. Moderne mediehåndtering hører til jobbet på lige linje med enhver anden kommerciel funderet virksomheds ønske om, at frontfiguren skal være i stand til at sælge varen. At den ekstra folkelige og kulturelle dimension i denne sammenhæng forpligter yderligere, har Morten Olsen i alt for lang tid valgt at lade hånt om. Akkurat som hans arbejdsgiver med idrætspolitisk fundats ikke er sig sit ansvar og rolle bevidst.

Mortens Mandat synes at være overskriften på landstrænerens stillingsbeskrivelse. Efter to slutrunders bratte 0-3-exit til henholdsvis England i 2002 og Tjekkiet i 2004 er han sluppet af sted med at konkludere, at hans mandskab i de respektive opgør leverede noget af det bedste i hans tid. De to seneste slutrunder har han ikke formået at kvalificere sine såkaldte Elleve til. Sågar garneret med personlige udvisninger og svigt i begge kvalifikationsturneringer. Ved flere lejligheder med enten direkte trusler eller slet skjulte antydninger af at forlade posten, hvis kritikken af ham og hans spillere ikke forstummede prompte.

Landstræneren har åbenbart carte blanche til hvad som helst. Også til at te sig som en ubegavet skoledreng på lavt lixtal i sin og holdets finest hour i årevis. Blot for den tomme demonstrations skyld. Så kan I lære det-agtigt med et bagslag af rang, når også DBU nu endelig og for første gang i lange tider havde muligheden for igen at ride den popularitetsbølge, håndboldherrerne før OL-fiaskoen var på nippet til endegyldigt at løbe med.

Én ting er, at Morten Olsen altid har været en ekstrem dårlig taber. Det er fodboldspillere i det hele taget og notorisk. Også en Jon Dahl, når han ikke, som det også var tilfældet mod Portugal, sætter en fod rigtig i en landskamp. En anfører uden format i fornærmet samspil med en landstræner, der konstant konstruerer en fælles sandhed i omklædningsrummet, som efterfølgende flyder ud som ligegyldig og samstemt ordstrøm i mere eller mindre intelligent form fra hver enkelt spiller. Og træner.

En endnu værre ting er at agere dårlig vinder på forfængelig, krukket og hævngerrig mission. Altså, så er der et eller andet helt galt med selvopfattelsen. Og et eller andet fundamentalt galt med ledelsen i samme organisation, når både formanden, generalsekretæren og ikke mindst kommunikationschefen ser passivt til en konfliktoptrapning af denne karakter.

Det er og bliver en nationaljournalistisk disciplin at kritisere landsholdet. Også en folkelig henover hækken, køkkenbordet eller på arbejdspladsen. Om vi gør det med førstehåndskilder, andenhånds eller lige op i synet på landstræneren, bør ikke få de involverede til at fortrække en mine. Name of the game og tag det som en mand til betaling, der følger i den anden ende.

Stik mig en stak kegler, en instruktionsbog med 15 træningsøvelser og en telefontavle med de 30 bedste danske fodboldspillere. Så tager vi den derfra til en fire-fem millioner kroner om året. Måske nok et lettere bondejysk standpunkt, men for dælen... det her handler jo ikke om at knække den verdensomspændende lavkonjunktur. Jovist, er vi mange, der hælder til den semiakademiske udgave og analyse af verdens mest simple spil med allerflest milliarder involveret. Men man kan da ikke fortænke menigmand i til tider at mene, at en landstræner i fodbold bestrider den største drivertjans, der overhovedet kan støves op i Hvad Kan Jeg Blive.

At professionelle fodboldspillere tager sig både socialt amputerede og åndeligt afstumpede ud, hænger ikke blot sammen med almindelige dødeliges opfattelse af privilegerede stjerner på piedestal og supergage. Men også om den fordummende, totalt beskyttede, initiativløse og mondæne verden 18-årige unge mennesker går ind til. Og lever i i årevis uden at se sig i stand til at hælde mælk på egne havregryn. Den opgave skulle Morten Olsen hellere involvere sig i ved at løsrive både sig selv og sine spillere fra fodboldens degenererede udtryk af forkælelse, benægtelse og ansvarsløshed.   I stedet gør han alt det modsatte ved fremdeles at hyle og pibe som de folk, han er iblandt. Om det var et taktisk mesterstykke, Olsen leverede i Portugal, vil jeg lade øvrige eksperter om at vurdere. I mine øjne mindede det måske mere om FCKs heldige Champions League-fod mod Ajax i Amsterdam for et par år siden. Og selvfølgelig fyrer man ikke en træner på den baggrund. Ej heller på den bovlamme handling efterfølgende.

Men gør det da alligevel. Vis at I vil og kan noget ude i DBU-førerbunkeren. Noget andet og mere end blot bøje jer for Mortens Mandat. Og ellers leve videre i al forsmåethed og forrige århundrede.

Facebook
Twitter