Kusk vinder millioner, men får kritik for at piske hesten: 'Minder om afstraffelse'

En italiensk kusk er røget i vælten i travsportsverdenen for sin behandling af hesten i et prestigefyldt amerikansk løb.

Kusken Vincenzo Dell'Annunziata vandt i weekenden 7,58 millioner kroner ved Yonkers International Trot i New York. Italieren får dog hårde ord med på vejen for behandlingen af hesten Cokstile. (Foto: © Sue Kawczynski, Represented by ZUMA Press)

Det var ikke en uvæsentlig pengepræmie, italieneren Vincenzo Piscuoglio Dell'Annunziata i weekenden kørte hjem ved The International Trot i New York, det uofficielle verdensmesterskab for travheste.

En million dollar, lidt over 7,5 millioner danske kroner, lød førstepræmien på.

Det er dog italienerens behandling af den norske hest Cokstile, der fylder i travkredse efter sejren i det prestigefulde løb. TV-billederne af Cokstiles vej mod målstregen viste, at Dell’Annunziata trak voldsomt i tøjlerne og flere gange brugte pisken.

Behandlingen af hesten Cokstile har fået det til at løbe koldt ned ad ryggen i hestekredse, også herhjemme, hvor Dansk Travsports Centralforbund og Dansk Hestevæddeløb mandag har udsendt en fælles pressemeddelelse.

Cokstile har tidligere været på norske hænder, og i hestens hjemland tager det norske travforbund "kraftigt afstand" fra kuskens opførsel under løbet, lyder det i en pressemeddelelse. (Foto: © 10060 Henrik Montgomery/TT, COPYRIGHT TT NYHETSBYRÅN)

'Aldrig set noget lignende'

I den fælles udtalelse lyder det, at Vincenzo Piscuoglio Dell'Annunziatas behandling af hesten var "voldsom" og "utilstedelig". I et interview med DR Sporten fordømmer Egon Jensen, formand i Dansk Travsports Centralforbund, adfærden.

- Det er så grelt, at jeg aldrig har set noget lignende, siger Egon Jensen.

- Episoden er slem, fordi pisken bliver brugt på en måde, som minder om afstraffelse. Kuskens arm bliver hævet meget højt, inden han slår hesten. Den bliver presset til at yde mere, end den selv har lyst til.

Pisken må udelukkende bruges til en 'let korrigering' ved at bruge håndledet til at gøre hesten opmærksom og under ingen omstændigheder som Vincenzo Piscuoglio Dell'Annunziatas slag fra weekenden.

Egon Jensen vil ikke spå om en eventuel straf til den italienske kusk, da det er op til domstolen i USA. Men var det foregået herhjemme, havde straffen været hård, og kusken vil få inddraget sin licens, understreger Egon Jensen.

- Er der noget, man ser hårdt på, er det mistanke om, at hesten lider overlast. Og det kunne den godt have i dette tilfælde fra New York, siger han.

- I Norden har vi et tæt samarbejde, og vi gør vores til, at man i alle lande sætter dyrevelfærd meget højt. Vi gør, hvad vi kan for, at der bliver indført regler, som udelukker brug af pisk på den måde, vi ser i dette tilfælde.

NRK har været i kontakt med Per Erik Hagen, der har opdrættet hesten, men siden solgt den videre til italienske ejere. Han var selv til stede under løbet.

- Det er slet ikke godt. Jeg har fortalt ejeren, at det ser skidt ud i nordiske øjne. Så sagde ejeren, at han (kusken, red.) slog på hjulene og dækkenet, og at det så værre ud, end det var, siger Per Erik Hagen til NRK.

Per Erik Hausen fortæller, at han sammen med en dyrlæge inspicerede hesten efterfølgende, og at den ikke havde synlige skader.

Ejeren af hesten, Renato Santese, siger til NRK, at Dell’Annunziata "aldrig har pisket en hest". Hverken til EM eller i weekendens travløb i New York.

NRK har forgæves forsøgt at få en kommentar fra den italienske kusk.