Dansk volleyball-profil blæst bagover af tilskuerrekord

Der blev sat tilskuerrekord for en dansk kvindelandskamp i volleyball, da Danmark tabte til Frankrig ved EM-kvalifikationskampen i Slagelse.

Landsholdsprofilen Paulina Hougaard-Jensen var begejstret for de mange tilskuers fremmøde i Antvorskovhallen i Slagelse.

Selvom de danske volleykvinder tabte EM-kvalifikationskampen mod Frankrig onsdag aften, var der alligevel glæde og begejstring at spotte i Antvorskovhallen i Slagelse.

Hallen var nemlig fyldt med 2.055 tilskuere, som er ny dansk rekord ved en kvindelandskamp i volleyball. Den pulserende kulisse var da også til at mærke blandt spillerne, siger landsholdsprofilen Paulina Hougaard-Jensen.

- Jeg må indrømme, jeg blev en smule nervøs med så mange tilskuere i hallen. Vi er ikke vant til at spille foran så mange, når vi spiller landskampe.

- Det var fedt at spille i den kulisse, fordi de hev én op. Den høje musik og folk der jubler af én, er rigtigt fedt, afslutter Paulina Hougaard-Jensen.

De danske volleykvinder tabte opgøret til Frankrig med 3-1 i sæt.

Volleyherrerne spiller EM-kvalifikationskamp mod Rumænien fra kl. 20. Kampen kan ses på dr.dk/tv.

Facebook
Twitter