Danske landshold i floorball får ny hjemmebane

Frederikshavn bliver fremadrettet hjemby for de danske landshold i floorball.

Jannik Trolle med bolden for det danske landshold i floorball. (Foto: Floorball Danmark) (Foto: Floorball Danmark)

Lørdagens landskampe i floorball er desværre blevet aflyst. Læs mere om det her.

Søndag kan du se både herrerne og damerne spille landskamp. Det er fra klokken 12.45 på DR TV.

Dansk landsholdsfloorball har fået ny hjemmebane. Frederikshavn skal danne ramme for landsholdene på både herre- og kvindesiden.

Det skriver Frederikshavn kommune i en pressemeddelelse.

I fremtiden skal alle danske landskampe spilles i Frederikshavn, og det er borgmesteren i Frederikshavn kommune, Birgit S. Hansen, glad for.

- Frederikshavn er floorball. Derfor er det oplagt, at toppen af dansk floorball skal spille kampe her hos os på toppen af Danmark, siger Birgit S. Hansen.

- Det er vigtigt for os at vise, at vi – ud over det maritime, erhvervslivet og naturen, som vi er mest kendt for – også er professionel sport, sammenhold og fest. Vi glæder os til at byde spillerne og tilskuerne velkommen med den gæstfrihed, som vi sætter så højt i Frederikshavn Kommune.

Floorball-flagskib i Frederikshavn

Sekretariatschef i Floorball Danmark, Per Stærk Larsen er også glad for, at valget af dansk floorballs nye hjemmebane er faldet på Frederikshavn.

- Historisk er Frederikshavn et flagskib inden for floorball. Her ser vi de højeste medlemstal i forhold til befolkningstal, og så har vi stor erfaring med at afholde arrangementer i Frederikshavn, siger Per Stærk Larsen.

Valget af Frederikshavn som hjemby for landsholdsfloorball er ganske naturligt, da byen er hjemsted for de forsvarende danske mestre i floorball for både herrer og kvinder. VM i floorball for kvinder blev afholdt i Frederikshavn i 2007.

Du kan se alle fire landskampe fra Frederikshavn mellem Norge og Danmark søndag d. 11. november direkte på DR TV fra klokken 12.45.

Facebook
Twitter