Landstræner: 49er-stop er et kæmpe tab

Landstræneren er godt træt af, at 49'er-teamet med brødrene Toft Nielsen pludselig bakker ud så kort tid inden OL.

Landstræneren er skuffet over brødrene Simon og Emil Toft Nielsens beslutning. (Foto: Per Heegaard © Scanpix)

49er-teamet Emil og Simon Toft Nielsen har valgt at stoppe sejl-karrieren med kun et halvt år til OL. Og det er noget, der ærgrer landstræner Peter Hansen.

- Det er et kæmpe tab for dansk sejlsport, at de har valgt at stoppe. Jeg er rigtig træt af det. Det er jo et samarbejde, som jeg har haft med brødrene i længere tid, som der har ført til gode resultater, og jeg synes, at det er for let af dem at stoppe nu, siger han til DR Sporten.

Brødrene Toft har valgt at stoppe karrieren, fordi de har haft svært ved at finde sig selv i rollen som elitesportsudøvere,

- Vi har mistet motivationen for at sejle på det allerhøjeste niveau. Lige nu glæder vi os til at komme til at leve det normale liv, som vi har tilsidesat i de sidste ti år, siger Emil Toft til DR Sporten og tilføjer, at den svære beslutning har ligget og luret i længere tid.

Bevæggrundene for stoppet og ikke mindst timingen er dog absolut ikke noget, der hujer landstræneren.

-  Vi er mange mennesker, der har været med i processen om at få dem med til OL. Og jeg synes, at de skylder os og landsholdet, at give det en sidste chance. Men i sidste ende er det jo brødrene Toft, der selv bestemmer, og vi vil ikke presse dem yderligere, siger Peter Hansen.

Facebook
Twitter