Landstræneren har udtaget sine OL-ryttere

Landstræner Lars Bonde har udtaget sine ryttere til OL i landevejscykling. Chris Anker Sørensen er reserve.

Jacob Fuglsang er udtaget til OL-holdet. (Foto: Scanpix © Martin Ballund)

Der er ingen store overraskelser i de danske cykelsadler til det kommende OL, hvor Matti Breschel, Lars Bak, Jakob Fuglsang og Nicki Sørensen skal repræsentere Danmark.

Chris Anker Sørensen er udtaget som reserve.

- De fire udtagne ryttere har kvaliteter til at hjælpe Matti Breschel i en samlet spurt samt evnen til selv at slå til, hvis chancen byder sig, siger sportschef og landstræner Lars Bonde.

- Jeg var selv til stede under for-OL på ruten i august 2011, og her kunne jeg se indikationer på, at vi skal være forberedt på flere mulige scenarier, siger han.

Lars Bak og Jakob Fuglsang er udpeget til at køre enkeltstarten.

- Målsætningen er en medalje i landevejsløbet og en top 10 i enkeltstarten, siger Lars Bonde og fortsætter.

- Med to VM-medaljer inden for de sidste fire år er det naturligt, at vi skal gå efter medaljen til OL.

- Matti Breschel er vores bedste bud, men også Lars Bak har med en flot etapesejr i Giro d'Italia i år vist, at han kan levere et internationalt topresultat, forklarer sportschefen.

Nicki Sørensen kan se frem imod sin fjerde OL- deltagelse, mens Jakob Fuglsang deltog ved legene i Beijing i 2008 i mountainbike. Matti Breschel og Lars Bak er OL-debutanter.

Facebook
Twitter