Le Tom indstiller karrieren

Tom Kristensen sætter punktum for en imponerende karriere, der bl.a. har budt på ni Le Mans-sejre.

Tom Kristensen indstiller karrieren. Det meddelte den 47-årige racerkører på et pressemøde i København i eftermiddag.

Han har med sine ni Le Mans-sejre rekorden for flest triumfer i det legendariske 24-timersløb og sagde tidligere på året, at han blev "motiveret af jagten på den tiende." Men rekorden bliver altså ikke udbygget.

- Jeg føler, at jeg er kommet i mål. Jeg har fået at vide, at man selv kan mærke, når tiden er inde. Det har jeg ikke kunnet indtil nu. Men i de seneste måneder er den fornemmelse blevet endnu stærkere, og den er blevet så stærk, at jeg kan føle, at det er nu.

- Jeg indstiller min aktive karriere efter det sidste løb i Brasilien i næste weekend, sagde Tom Kristensen på dagens pressemøde.

Det sidste løb i karrieren bliver sekstimersløbet i Sao Paulo 30. november, der afslutter dette års FIA World Endurance-serie.

Han fortsætter dog i sporten, da han fremover bliver ambassadør for Audi og skal hjælpe teamet i forbindelse med løb og med at hjælpe de unge kørere frem.

Emotionel sejr i 2013

I 2013 døde hans Tom Kristensens far et par måneder før Le Mans, og det samme gjorde landsmanden Allan Simonsen, da han kort inde i løbet kørte galt og blev dræbt efter et sammenstød med et træ.

Det blev derfor en emotionel sejr for Tom Kristensen, der dedikerede sejren til Simonsen og lovede at vende tilbage i år for at vinde for sin far, der selv var motorsportskører.

Sådan skulle det dog ikke gå. Godt nok førte hans Audi løbet søndag morgen, men fire timer før løbets afslutning fik bilen problemer med turboladeren og måtte i pit.

Det kostede sejren, og Tom Kristensens trio måtte nøjes med andenpladsen.

Flot Le Mans-karriere

De danske racerkører deltog for første gang i Le Mans i 1997, hvor han vandt løbet sammen med Joest Racing-teamet i Porsche. I 2000, 2001 og 2002 vandt han Le Mans i Audi og i 2003 med Team Bentley.

Tom Kristensen viser sin Bentley frem i Sportsshowet i 2003. (Foto: DR © DR Sporten)

I 2004 og 2005 blev det igen til sejre i Le Mans sammen med Audi-teamet, og det gentog han i 2008 og 2013. Samme år blev han optaget i Le Mans' Hall of Fame.

I august måned blev han slået til ridder af Dannebrogordenen.

Tom Kristensen blev født på en tankstation i Hobro i 1967. Hans far var også racerkører, men sønnen blev nu alligevel uddannet som bankmand i Himmerlandsbanken, før han for alvor kastede sig over motorsporten.

http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:546b917e6187a219746fc945

Se portrætprogrammet Essendrop & Eliten med Tom Kristensen herover (udsendt i foråret 2014).

Han har været professionel racerkører siden 1991 og boet i så forskellige lande som Tyskland, Japan og Luxembourg. De senere år har han dog været tilbage i Hobro.

Fakta om Tom Kristensen

Alder: 47 år Født: 07.07.1967 i Hobro,

Bor i: Hobro

Familie: Partner (Hanne), to sønner (Oliver og Oswald) en datter (Carla Malou);

Højde: 1.74 m;

Vægt: 72 kg.

Meritter: 9 x sejre i 24 H Le Mans. (Rekord). Heraf seks sejre i træk fra 2000 - 2005. (Rekord).

6 x sejre på 12 Hours of Sebring. (Rekord).

FIA World Endurance Champion 2013.

Vinder af American Le Mans Series i 2002.

Optaget i ’Motorsport’s Hall of Fame’ og i ’Le Mans Drivers Hall of Fame’.

Ridder af Dannebrog.

F1 Driver Steward. Audi fabrikskører siden 2000. Konkurreret i Formula 3, Formel 3000, Formel Nippon, Formel 1 (testkører), All Japan Super Touring, STW, BTCC, DTM, ILMS & World Endurance Championship.

PÅ DR1 i aften 23.15 kan du se eller gense Portrætprogrammet Essendrop & Eliten med Tom Kristensen, der blev optaget i foråret.

 

Facebook
Twitter