Løchte: OL er ikke Dong Cup i Ølstykke

Frederik Løchte Nielsen er reserve til OL-turneringen i London, men han tror ikke på, at nogen vil melde fra til en begivenhed som OL.

Frederik Løchte Nielsen (Foto: © Andreas Beck, Scanpix)

Frederik Løchte Nielsen er på plads på banerne i Wimbledon ved OL i London. Den nykårede Wimbledonmester i herredouble er reserve til OL-turneringen, men han tror ikke på, at nogen vil melde fra til en begivenhed som OL.

- Der skal meget til, før en spiller, som formodentlig allerede er her, trækker sig fra OL. Det er jo ikke Dong Cup ude i Ølstykke, siger Frederik Løchte Nielsen.

I stedet koncentrerer han sig om at være sparringspartner for Caroline Wozniacki, som er selvskreven som deltager ved turneringen.

- Hvad Caroline hun vil, det gør jeg. Så jeg er hendes bitch, indtil hun er færdig, siger Frederik Løchte Nielsen.

- Det er altid rart, når man har så stor en turnering, at man kan gøre, lige hvad man vil, og ikke skal tage hensyn til, at den anden også skal træne. Og det har hun mulighed for mig. Hvis hun kan bruge mig til det, så er jeg bare glad, forklarer Frederik Løchte Nielsen.

Samtidig er OL et gensyn med Wimbledon-anlægget, der tidligere på sommeren var skuepladsen for den største triumf i Frederik Løchte Nielsens karriere, nemlig sejren i Grand Slam-turneringen Wimbledon i herredouble.

- Det var en god oplevelse for mig, så at være tilbage, så kort tid efter, er bare skægt. Og nu skinner solen oven i købet også, så det er bare en bonus, siger han.