Lokalpolitikere bruger fodboldtrøjer i valgkampen: ’Man ved ikke, om det virker – men lokalpolitikerne tror i hvert fald på, at det gør’

Kommunalvalget er i gang, og flere lokalpolitikere vælger at bruge sportens rammer i håbet om, at det kan fremme deres valgkamp.

Jesper Kjeldsen har sat sin valgplakat op ude foran Riisvangen Stadion. (Foto: Sebastian Stanbury)

- Det skal nok gå!

Normalt er det et udtryk, der synges i flæng, når fodboldklubben Aarhus Fremad træder på grønsværen på Riisvangen Stadion. Men i disse tider, hvor kommunalvalget er i rampelyset, huserer fodboldtrøjer og udtryk som ovenstående også i kampen om vælgernes stemmer.

Flere lokalpolitikere har nemlig taget kneb som fodboldtrøjen og velkendte ordspil i brug på valgplakaten, når de skal sætte fokus på sig selv.

Heriblandt er Jesper Krogh Kjeldsen, der er byrådskandidat for Socialdemokratiet i Aarhus Kommune. Og hvorfor han netop har taget en Aarhus Fremad-trøje på ved photoshootet og placeret valgplakaten ved stadion, er mest for at fortælle folk, hvem han er, siger han.

- Det er ikke noget, jeg ville gøre, hvis det var en anden klub end Aarhus Fremad. Jeg har en stor relation til klubben, som jeg tidligere har arbejdet for, og derfor er det en hyldest til fans og spillere, der er ude ved Riisvangen.

- Hvis folk ikke kan lide det, skal de have lov til at synes det. Jeg synes bare, at det siger så meget om, hvem jeg er, at jeg har den trøje på. Og i den sammenhæng synes jeg, at det er vigtigere, de ved, hvem jeg er, så de i større grad kan identificere sig med mig, siger Jesper Kjeldsen.

’Jeg bruger trøjen som blikfang’

Man kunne hurtigt komme til at tro, at fodboldtrøjen eller de fængende sangtekster ikke er andet end en leflen for de mange fodboldfans i håbet om, at den populære sport vil bringe masser af stemmer hjem.

Louise Louring, der er byrådskandidat for Venstre i Aarhus Kommune, har en AGF-trøje på, på sin valgplakat ved Ceres Park. Hun er ikke som sådan en stor AGF-fan, men understreger alligevel, at brugen af trøjen ikke bare er til for at hive stemmer.

- Jeg bruger trøjen som blikfang for at gøre folk opmærksomme på, at jeg går rigtig meget op i sport og vil gøre alt, jeg kan, for at Aarhus Kommunes breddeidræt og sportsfaciliteter bliver så gode, som de overhovedet kan – også ude lokalt.

- Og så ved jeg godt, at jeg nok kommer til at støde nogle vælgere fra mig ved at gøre det her. Men det skaber i hvert fald noget opmærksomhed, og så er det sindssygt vigtigt, at jeg følger op på det med at komme ud til folk og sige, hvad meningen er med trøjen, fordi den kan ikke stå alene. Hvis den gør det, så virker det bare som om, at jeg kun vil AGF-fans, og det er ikke meningen, siger Louise Louring.

Louise Louring er trukket i AGF-trøjen og har sat valgplakater op ved Ceres Park. (Foto: Morten Bruun)

På Fyn har Claus Skjoldborg, der er byrådskandidat for Socialdemokratiet i Odense Kommune, lavet en valg-video, hvor han reklamerer for sig selv iført en OB-trøje. Ifølge ham selv er det dog heller ikke et forsøg på at lefle for lokalpatriotismen eller for OB-fans generelt.

- Jeg ville nok lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke har tænkt, at der måske er en eller to OB’ere, som vil synes, det er sjovt, men det er mere ment som en sjov og frisk gimmick. Jeg synes, det er godt at stå ved, hvem man er og hvor man bor, og så er jeg meget humoristisk anlagt og laver gerne sjov i ny og næ.

- Kan folk ikke lide det, så er det bare ikke deres stemmer, jeg får. Jeg er helt rolig omkring det. Jeg er godt klar over, at det er det signal, jeg sender, men jeg tror da, at de fleste kan se, at det er gjort med et glimt i øjet. Hvis ikke, er det da ærgerligt for dem. For verden og kommunalpolitik kan være så kedelig, siger Claus Skjoldborg.

Se et eksempel på en af Claus Skjoldborgs valg-videoer her:

Uvidst om det har en effekt

Leflen eller ej så kan det have en betydning, hvis befolkningen stemmer efter, hvad politikerne går klædt i.

Kasper Møller Hansen, der er valgforsker, vurderer dog ikke, at man kan vide, om det vil få en enten positiv eller negativ effekt for lokalpolitikeren at trække i fodboldtrøjen.

- Det er med til at vise, at man identificerer sig med byen og byens hold, og at man er med på en bølge og en entusiasme om byens hold.

- Men det er ikke noget, vi ved, der virker på stemmetallet. Men man må i hvert fald antage, at det er noget, som politikerne tror virker, siden de tager trøjen på - selvom det også er for at vise deres identitet over for vælgerne, siger Kasper Møller Hansen.

Når politikerne derfor hverken kan være sikre på, at det virker eller ej, kan det derfor ses som et sats at forsøge at trække en sådan symbolik ned over hovedet. Og det kan i nogle tilfælde give bagslag.

- Det er faktisk sådan noget, der får mig til IKKE at stemme på en kandidat. Jeg synes virkelig, det er skidt, at man vil kapre stemmer på den måde, skriver en bruger på Twitter til et opslag om netop fodboldtrøjer og valgkamp.

Og at det potentielt også kan ramme stemmetallet i negativ retning, er noget som de adspurgte lokalpolitikere godt er klar over. Det får dem dog ikke til at ændre det.

- Det er selvfølgelig helt vildt ærgerligt, at der er nogen, man skubber væk ved at kommunikere det på den her måde, og at de ikke kan se mit budskab i det, men det må man tage med, siger Louise Lourning.

FacebookTwitter