Lotte Friis har fået en hjernerystelse

Lotte Friis sæsondebuterer på kortbane ved weekendens World Cup-stævne i Stockholm. Men en hjernerystelse har ikke givet den bedste optakt.

Lotte Friis under EM i Budapest (Foto: Attila Kisbenede © Scanpix)

Det er først ved kortbane-VM i Dubai midt i december, at svømmeren Lotte Friis næste gang skal ramme den absolutte topform. Derfor har det aldrig været planen, at hun skulle levere de helt store præstationer ved World Cup-stævnet i Stockholm på lørdag og søndag.

Men chancen for at yde en rigtig præstation i bassinet i den svenske hovedstad er nu heller ikke blevet bedre af, at Lotte Friis i går pådrog sin en hjernerystelse.

- Til træning har vi nogle tre kilo-bolde, og jeg skulle så stå og kaste en op af en væg. Der er så en årsag til, at jeg er svømmer, for på et tidspunkt greb jeg den ikke, da den kom tilbage, og så fik jeg den i hovedet, fortæller Lotte Friis til DR Sporten.

Optimistisk udmelding

Lotte Friis håber dog, at hjernerystelsen er væk, inden hun skal aktion i Stockholm.

- Jeg er vant til rimelig meget stress, så jeg håber, jeg "heler" hurtigere end almindelige mennesker, lyder den optimistiske melding fra Danmarks største navn, der ved sommerens EM på langbane vandt to medaljer af guld og en af bronze.

I alt 11 danske svømmere deltager ved World Cup-stævnet i Stockholm.