Medalje-vinder testet positiv og smidt hjem

Den nordkoreanske skytte Kim Jong-su, der har vundet to medaljer, er blevet testet positiv for brug af et præparat på dopinglisten og smidt hjem.

Kim Jong-su med sin bronze-medalje, som han nu må give videre. (Foto: Hannibal Hanschke © Scanpix)

Nordkoreaneren Kim Jong-su, der vandt sølv i 50-meter pistol og bronze i 10-meter pistol, er blevet sendt hjem fra de olympiske lege, efter at han blev fældet af en dopingprøve. Det meddeler den internationale olympiske komité (IOC).

Jong-su er blevet frataget sine medaljer, efter at være testet positiv for et unavngivet, ulovligt præparat. Nordkoreanerens snyderi betyder, at IOC har tildelt Tan Zongliang fra Kina sølv i 50-meter pistol, mens russiske Vladimir Isakov rykkes frem som bronzevinder. I 10-meter pistol gives bronzemedaljen til Jason Turner fra USA.

IOC oplyser samtidig, at en gymnast fra Vietnam, Thi Ngan Thuong Do, der sluttede uden for podieplaceringerne, ligeledes er testet positiv for brug af doping.

Den spanske cykelrytter Maria Isabel Moreno blev smidt hjem i mandags, efter hun testede positiv for EPO.

IOC gennemfører 4500 dopingtest i løbet af Legene i Beijing.

Facebook
Twitter