Mens du holdt weekend: Wozniacki-finale, badminton-guld og tæt på atletikrekord

DR Sporten har samlet weekendens bedste sportshøjdepunkter på tre minutter.

Blev du nødt til at forlade fjernsynet et kort øjeblik for at skovle sne væk fra indkørslen?

Så har du måske misset et af weekendens mange sportshøjdepunkter.

Men du kan stadig nå at få det hele med, for DR Sporten har samlet alt det bedste fra weekenden i videoen herover.

Wozniacki taber finale i Qatar

Det lykkedes ikke for Caroline Wozniacki at sikre sig sæsonens første turneringssejr.

Caroline Wozniacki må vente lidt endnu på karrierens 26. turneringssejr på WTA-touren.

Danskeren tabte lørdag eftermiddag finalen i Qatar Open til verdensranglistens nummer tre, Karolína Plísková fra Tjekkiet, i to sæt med cifrene 3-6, 4-6.

Danmark vinder EM guld i badminton for hold

Det danske badmintonlandshold levede op til favoritrollen og genvandt hold-EM i Lubin i Polen.

Efter en i store perioder ensidig forestilling vandt Danmark søndag 3-0 over Rusland i finalen.

Dansk golfkvinde bliver nummer to

Den kvindelige danske golfspiller Nanna Koerstz Madsen præsterede et fornemt resultat, da ISPS Handa Women's Australian Open på LPGA Tour blev afgjort i Adelaide tidligt søndag dansk tid.

Nanna Koerstz Madsen avancerede fra femtepladsen til en endelig andenplads på den sidste runde.

Det var på trods af, at hun langt fra gik sin bedste runde i turneringen. Efter at have brugt 68 og 71 henholdsvis fredag og lørdag skulle hun søndag bruge 73 slag svarende til banens par.

Russere vinder tæt skiskydningsstafet

Mændenes stafet ved VM i skiskydning endte guld til Rusland efter en direkte duel mellem to af sportens helt store navne, russeren Anton Shipulin og franskmanden Martin Fourcade.

Shipulin havde bare fire sekunders forspring til den normalt lynhurtige Fourcade efter sidste skydning, men i dag kunne han ikke hente ind på Shipulin, som endte med at være seks sekunder foran franskmanden i mål.

Dahlmeier var suveræn

Laura Dahlmeier er en klasse over alle andre kvindelige skiskytter i øjeblikket. Det satte den 23-årige tysker en tyk streg under, da hun vandt den afsluttende fællesstart ved VM i skiskydning i Østrig.

Dahlmeier skød fejlfrit på alle 20 skud og på vej ind mod mål overhalede hun suverænt amerikaneren Susan Dunklee, der lidt overraskende havde formået at følge med tyskeren det meste af vejen.

Hirscher kørte fra alle i slalom

Marcel Hirscher er fortsat skiverdenens ubestridte topfigur.

Søndag satte den 27-årige østriger en streg under sin status, da han i suveræn stil vandt mændenes slalom, som var sidste disciplin ved VM i St. Moritz.

Marcel Hirscher vandt VM-guld på hjemmebane. (Foto: GIAN EHRENZELLER © Scanpix)

Amerikansk slalomdronning leverer tredje VM-triumf på stribe

Mikaela Shiffrin er kvindernes ubestridte dronning i alpindisciplinen slalom, selv om hun blot er 21 år.

Lørdag eftermiddag vandt amerikaneren for tredje gang i træk VM-guld i disciplinen, som hun også er olympisk mester i. Shiffrin fører aktuelt også World Cup-konkurrencen i slalom.

Tidligere ved VM snuppede hun en sølvmedalje i storslalom, men lørdag var hun aldrig tæt på at måtte nøjes med en sekundær placering.

I både første og andet gennemløb satte den amerikanenske favorit Mikaela Shiffrin den hurtigste tid på pisten i St. Moritz, og derfor var der en margin på hele 1,64 sekunder ned til hjemmebanehåbet Wendy Holdener på andenpladsen.

Dansk 4000-meter-hold vinder World Cup i suveræn stil

Danmarks 4000-meter-hold i banecykling vandt natten til søndag dansk tid World Cup-finalen i colombianske Cali.

Holdet bestående af Niklas Larsen, Frederik Rodenberg Madsen, Casper Pedersen og Julius Johansen slog det russiske firmahold Lokosphinx i finalen i ganske suveræn stil.

Den danske kvartet noteredes for tiden 3 minutter og 59,475 sekunder og var halvandet sekund hurtigere end modstanderen.

Hurtige Hari tæt på dansk rekord

Den danske sprinter Christoffer Hari kom tæt på en dansk rekord ved indendørs DM.

Den unge sprinter tangerede nemlig den tidligere danske rekord på 60 meter, da han løb ind i tiden 6,65 sekunder.

BSV taber nøglekamp og er tæt på exit i Champions League

Bjerringbro-Silkeborg (BSV) får meget svært ved at spille sig videre fra gruppespillet i Champions League.

Det står klart, efter at de danske håndboldmestre lørdag tabte nøglekampen ude til Orlen Wisla Plock.

Det polske hold vandt efter et neglebidende opgør med 28-25 efter en pauseføring på 15-13 til BSV.

Med nederlaget har danskerne fire point for 11 kampe i gruppe A.

BSV er nummer syv og næstsidst i gruppen, mens Wisla Plock med otte point indtager sjettepladsen, der udløser avancement.

Begge hold mangler at spille tre kampe.

Viborg HK slår Team Esbjerg og stikker af på andenpladsen

Viborg HK er tilbage på andenpladsen i Primo Tours Ligaen i håndbold.

Lørdag sejrede Viborg med 25-23 over Team Esbjergs mestre på hjemmebane. Vestjyderne får dermed meget svært ved at nå andenpladsen i grundspillet, der giver direkte adgang til DM-semifinalerne.

Sisto sænker Osasuna

Den danske landsholdsspiller Pione Sisto fik en hovedrolle, da hans klub, Celta Vigo, vandt 3-0 over Osasuna i Primera Division søndag aften.

Den tidligere FC Midtjylland-spiller åbnede scoringen med sit tredje sæsonmål midt i første halvleg, da han afsluttede et fikst angreb, der bød på både hælafleveringer og hoppe-over-finter.

Vestergaard scorer i nederlag

Efter en flot periode med tre bundesligasejre i træk er det blevet hverdag igen for Borussia Mönchengladbach og danskerduoen Jannik Vestergaard og Andreas Christensen.

Torsdagens hjemmenederlag til Fiorentina i Europa League blev søndag eftermiddag fulgt op af en ny dukkert foran eget publikum, da RB Leipzig rejste hjem med en 2-1-sejr.

Delaney også på tavlen

Han henviser til fredagens ligakamp på udebane mod Wolfsburg.

Lørdagens kamp blev en blandet oplevelse for Thomas Delaney. Midtvejs i første halvleg scorede han sit første ligamål til stillingen 2-0, der også blev kampens resultat.

Men efter 54 minutter måtte han bæres fra banen med en hovedskade.

Husk, at du hver mandag kan se alle de bedste højdepunkter fra sportsweekenden på DR.dk/Sporten.