Mere badminton-guld til Danmark

Både i damesingle og mixed double blev der hængt guld om halsen på en dansker.

Line Kjærsfeldt kan fejre guldet i aften, hvor hun er den danske fanebærer ved legenes afslutningsceremoni. (Foto: ZURAB KURTSIKIDZE)

De første halvandet sæt tydede ikke på, at den danske damesingle-finalist, Line Kjærsfeldt, kunne gøre sine herredouble-kollegaer kunsten efter og tage en medalje af den fineste slags med hjem fra European Games i Baku.

Efter en sløj indsats i første sæt, der endte 21-18 til danskerens belgiske modstander Lianne Tan, så det halvvejs ind i andet sæt ud til, at det var den belgiske nationalmelodi, der skulle i anlægget til den efterfølgende medaljeceremoni. 

Comeback kid

Pludselig løftede Line Kjærsfeldt sit niveau til det, som hun har spillet under gennem turneringen, hvor hun inden finalen ikke havde afgivet et eneste sæt i de hidtidige seks opgør. Langt større tålmodighed blev udslagsgivende, og syv point i træk sendte danskeren foran Lianne Tan, og selvom belgieren hang på, kunne danskeren kaste sig på knæ og juble over at vinde andet sæt 21-19 og dermed sende finalen ud i det tredje og afgørende.

Sidste del af kampen handlede ikke så meget om, hvem der skulle ende med guldet, men mere hvor lang tid Line Kjærsfeldt skulle bruge på at sikre sig medaljen. 13 minutter senere kunne den unge dansker knytte næverne og juble over Danmarks anden guldmedalje ved de europæiske lege.Ikke eneste medalje i dag

Der blev også hentet en dansk guldmedalje i sidste badmintondisciplin, mixed double. Parret Niclas Nøhr og Sara Thygesen fuldendte nemlig den danske medaljehøst i badminton-hallen i deres finale, hvor de i to sæt besejrede franskmændene Audrey Fontaine og Gaetan Mittelhesser 21-16 og 21-16.

Danskerne havde ikke det store besvær med at spille det tredje sæt guldmedaljer til Danmark, selvom slutningen af andet sæt var en mindre skøn oplevelse med flere unødvendige fejl.

Første dansker i aktion i dag var Emil Holst, som havde også chancen for at kunne pakke en guldmedalje i kufferten, men hans spanske modstander Pablo Abián var et skridt foran, og det kunne ikke engang et spændende andet sæt ændre på. Holst tabte finalen 21-12 og 23-21.

Badmintonspillerne har generelt haft stor succes ved European Games. Alle fem discipliner har ført medaljer med sig. Foruden de tre guld og sølvmedaljen til Emil Holst vandt den danske damedouble bronze.

FacebookTwitter