Dansk motocross-kører gider ikke bronze igen: Jeg vil være verdensmester i år

Thomas Kjer Olsen ser ingen grund til, at han ikke skal gå efter at blive verdensmester i år. Sæsonen skydes i gang søndag i Argentina.

Thomas Kjer Olsen går efter guldet, når den nye sæson bliver skudt i gang søndag. (Foto: Alex Hodgkinson / Frit © Scanpix)

I sidste sæson blev Thomas Kjer Olsen nummer tre i MX-klassen i verdensmesterskabet i motocross, da han som den første dansker kom på VM-podiet. Det flotte resultat var over al forventning, da det var hans første sæson, og det "blot" var målet at slutte i top-10.

Søndag går den nye sæson i gang, når der køres grandprix i Argentina, og denne gang ser Thomas og hans hold ingen grund til at satse for lavt.

-Målet er at vinde VM. Jeg blev nummer tre sidste år, så jeg kan ikke se, hvorfor jeg skulle gå efter at blive nummer tre eller to. Jeg går efter at vinde, siger motocrosskøreren.

Vinteren er blevet brugt med at forberede sig til den nye sæson, og den 20-årige sønderjyde har haft fuld fokus på at forbedre sig, og han føler sig nu endnu bedre tilpas på motorcyklen, fortæller han.

- Der er lagt rigtig mange timers træning i det. Både på motorcyklen, men også uden motorcykel i fitnesscenteret for at blive bedre. Når man er nået hertil, hvor jeg er, så er det begrænset, hvor meget man kan rykke sig på en vinter, siger Thomas Kjer Olsen.

- Så vi har bare forsøgt at lægge lidt ovenpå, og kan jeg hente bare et enkelt sekund, så er det meget. Så vi har blandt andet arbejdet meget på, at jeg skal få mere stabilitet, og det synes jeg er lykkedes, så det har været en god vinter.

Og træningstimerne ser umiddelbart ud til at have givet pote, for lørdag blev der kørt kvalifikation forud for søndagens løb, og den gav et fingerpeg om, at den kommende sæson kan blive god for den unge motocrosskører.

- Det gik godt under træning og kvalifikation. Det gik bedre og bedre i løbet af dagen, og det var det, vi havde håbet på. I det sidste kvalifikationsheat sluttede jeg som nummer to, og det er et rigtig godt udgangspunkt til i morgen.

Sæsonen løber indtil oktober, og den bringer motocross-kørerne til lande som USA, Tyskland, Italien, Tyrkiet og Indonesien.

Facebook
Twitter