Dansk racerdronning genindtager amerikansk trone

Den danske racerkører slutter for andet år i træk på førstepladsen i IMSA-mesterskabet.

Den kuperede og udfordrende Road Atlanta er Christina Nielsens yndlingsbane. (Foto: Jan Kaiser © Jan Kaiser)

Sidste år skrev danske Christina Nielsen sig ind i historiebøgerne, da hun som den første kvinde nogensinde vandt et stort internationalt mesterskab. Det skete, da hun i GTD-klassen med sit hold Scuderia Corsa sluttede øverst i det amerikanske IMSA-mesterskab, der er en serie af forskellige løb. Nu har hun gjort det igen.

Danskeren og Scuderia Corsa skulle bare gennemføre en enkelt omgang i 10-timers løber Petit Le Mans, der køres i den amerikanske by Atlanta, og det lykkedes med Christina Nielsens holdkammerat Matteo Cressoni bag rettet.

Men den italienske kører kunne ikke nå at glæde sig længe over den samlede IMSA-sejr, for han kørte nemlig af banen få omgange senere. Det ændrer dog ikke på, at Christina Nielsen og hendes Ferrari-racer er vinder for andet år i træk.

Også den danske motorsportsveteran Jan Magnussen sikrede sig i dag den samlede sejr i IMSA-mesterskabet. Det gjorde han i GTLM-klassen, hvor hans holdkammerat Antonio Garcia ligeledes blot skulle fuldføre en omgang i deres Corvette.