Dansk racerkvinde skuffer og misser plads i historiebøgerne

Christina Nielsen og Aston Martin-teamet sluttede som nummer ti i sæsonens sidste løb i USA.

Christina Nielsen endte som nummer to i Tudor-mesterskabet. (Foto: Brian Cleary © 2015 Brian Cleary)

Det lykkedes ikke for den danske racerkører Christina Nielsen at blive den første kvinde til at vinde et større internationalt mesterskab for sportsvogne.

Lørdag sluttede hun i sin Aston Martin som nummer 10 i Petit Le Mans, et 10 timer langt løb, der var sidste afdeling af Tudor-mesterskabet.

23-årige Christina Nielsen førte før sidste løb GTD-klassen, men den dårlige placering på banen i Atlanta betyder, at Robert Graham i sin Ferrari med en fjerdeplads snupper den samlede førsteplads i løbsserien.

Christina Nielsen slutter på en samlet andenplads, men høster ros fra Ferrari-køreren.

- Allerførst vil jeg gerne sige, at Christina har været en formidabel konkurrent. Intet har været afgjort før sidste løb, og det gør os endnu mere glade og euforiske, at vi kom bagfra og vandt, siger Robert Graham ifølge International Motor Sports Associations hjemmeside.

Hæder til Nielsen Det ti timer lange løb blev på grund af regn afbrudt efter cirka otte timer, og det blev aldrig genoptaget.

Forinden var det lykkedes for Christina Nielsen og hendes medkørere, der startede som nummer otte, at holde en Audi, der var nærmeste konkurrent, bag sig.

Men Ferrarien overrumplede dem begge og strøg forbi i det samlede klassement.

Christina Nielsens præstationer i år har betydet, at hun er blevet kåret som "Rookie of the Year", der gives til den debuterende kører i løbsserien, som imponerer mest.

Den nordsjællandske kører har ikke talentet fra fremmede. Hun er således datter af den tidligere Le Mans-kører Lars Erik Nielsen.

/ritzau/