Dansk speedwayprofil: ’Måske skal vi bare køre hele sæsonen i Polen’

Drømmen om VM-titlen lever hos Leon Madsen, der følger coronakrisen fra hjemmet i Polen.

- Jeg kører for at blive verdensmester, og det skal jeg nok blive en dag. Det er også derfor, jeg går igennem alt det her, siger Leon Madsen, der under coronakrisen tripper i det polske.

Efter en lang række af

udgifter
i et halvt år, står speedwaykørere i denne tid klar ved lågen med velsmurte maskiner, methanol i blodet og ild i øjnene.

For blot at se lågen forblive lukket.

Ingen løb, intet race på slaggerne og dermed stort set ingen indtjening i en sport, hvor langt størstedelen af lønnen er præstationsbetinget. Et spørgsmål om, hvor mange point man kan score for sin klub i ligaerne i primært Polen, England, Sverige og Danmark.

- Det er et dyrt halvår, hvor det hele står stille, og alle ser frem til at komme ud og køre i marts. Når vi ikke kører, så tjener vi ingen penge. Og vi er jo nogle store teams, og de ansatte skal stadig have løn, konstaterer 31-årige Leon Madsen fra hjemmet i Gdynia i det nordlige Polen.

Her er han ligesom resten af speedwayverdenen i venteposition – en venteposition, der ikke helt kan sammenlignes med

ventepositionen
ved startsnoren med en eneste tanke i hovedet. At komme først ind i første sving.

Nu fylder andre tanker. En vinterperiode med klargøring og fintuning af maskinerne og opbygning af fysisk form afløst af en forårsperiode med coronakrise, og den krise findes også i Polen.

- Polen var hurtigt ude og blandt de første lande til at lukke ned, og der er rimeligt styr på det hernede. Men der kommer hele tiden yderligere

tiltag
.

- For eksempel må vi kun være tre personer per kasse i butikken, når vi skal handle, og de ældre må kun handle fra klokken 10 til klokken 12. Vi må ikke engang løbe en tur udenfor. De strammer det hele tiden, for de vil have det hurtigt vendt, fortæller den 31-årige dansker fra hjemmet, hvor meget af tiden går med at passe familien og sidde på kondicyklen – og se nyheder.

- Jeg har meget tid til at følge med, og jeg ser nyheder, når jeg sidder på motionscyklen. Når jeg vågner, tænder jeg for fjernsynet og håber, at der er sket noget positivt, siger Leon Madsen.

Det er sådan her, vi plejer at se Leon Madsen. På sin motorcykel. (Foto: Sportxpress © Scanpix)

Dansk ros midt i polsk bekymring

Han udtrykker undren over

nabolandet
Hviderusland, der holder åbent i disse dage, han glædes over den danske indsats, og han bekymrer sig om sit nuværende hjemland, hvor han har boet de seneste syv år, efter at speedwaykarrieren begyndte at tage fart.

- Danmark er et rigt land, stadig meget rigere end Polen, og jo længere det står på hernede, jo hårdere bliver det også for mange flere mennesker, siger han.

Leon Madsen fik sit store gennembrud sidste år, da han i sin debutsæson i grandprix-serien kæmpede med om VM-titlen og endte med en andenplads og sølvmedalje – det bedste danske resultat siden Nicki Pedersens VM-sølv i 2012.

Danmark har stolte traditioner i speedway, men det har de så sandelig også i Polen. Det er i Polen, at kørerne tjener de fleste af deres penge, og der er mere end 10.000 tilskuere i snit til holdmatcherne i Ekstraligaen. Og derfor bløder speedwayrytterne også lige nu, når ligaen lige som så meget andet i sportens verden er lukket ned.

- Uden Polen var der ikke noget, der hed professionel speedway, konstaterer Leon Madsen nøgternt.

- Men klubberne har det ikke ret godt lige nu. Både kørere, klubber og forbund går i uvished lige nu, og vi ved ikke, hvad der sker med kontrakterne. Denne krise rammer speedway hårdt, hvis den tager lang tid, så vi håber, at vi snart kan komme ud at køre. Men vi skal nok alle sammen genforhandle vores kontrakter og gå ned i løn. Det går vi og venter på lige nu, siger han og fortsætter:

Sådan så det ud, da Leon Madsen (tv.) sidste år sluttede som toer i den samlede VM-stilling. Kun overgået af den polske verdensmester Bartosz Smarzlik (i midten). (Foto: Sportxpress © Scanpix)

- Hernede håber vi også, at situationen vender efter

påske
, så vi hvert fald kan begynde at træne og eventuelt køre løb engang i maj.

- Men hvis vi kan begynde i juni, er det egentlig også et fint nok scenarie, for så kan vi godt nå at afvikle hele ligaen, hvis vi presser det hele lidt sammen. Det er i hvert fald det, vi går og håber på, siger Leon Madsen, der selv har kæmpet i årevis for at nå op blandt de bedste i sporten og kender til de økonomiske udfordringer i sporten.

Velpolstret i en dyr tid

Han er nu selv en af de heldige. Som en af sportens store stjerner indgik han sidste år en stor

kontrakt
, og hans gode resultater i især den polske liga de senere år har givet ham mulighed for at sætte penge ind på opsparingen.

- Jeg skal nok klare den, men det kommer til at koste dyrt for mange kørere, der har investeret penge i ansatte, grej, forhandlere og måske kan få skåret i deres sign on-penge. Jo længere tid, der går, jo hårdere bliver det.

- Speedway-sporten er skrøbelig. Vi er afhængige af Polen, og det her rammer hårdt i Polen. Det gælder om at komme i gang med ligaen så hurtigt som muligt, eventuelt også uden tilskuere, fordi der er mange tv-penge

involveret
, siger Leon Madsen.

De første to af sæsonens ti løb i grandprix-serien om VM-titlen er også allerede blevet skubbet til efteråret, og det forventes at flere følger med.

- For tiden er der en del snak om, at man måske skal i karantæne i 14 dage, når man rejser ind i et nyt land, og så bliver det svært at afvikle GP-serien. Det vil i det hele taget være svært at være speedwaykører, for mange af os rejser jo på tværs af landegrænser hele tiden, så nogle kørere bliver nok nødt til at vælge nogle ligaer fra i år, siger Leon Madsen og fortsætter med et lille grin:

- Men måske skal vi bare køre hele sæsonen i Polen!

- GP-serien kan også blive forkortet til måske kun de tre løb i Polen, eller måske sågar kun et enkelt løb. Det ville være fint nok for mig, for sidste år var jeg på podiet i alle tre polske grandprixer og vandt de to af dem, siger han, så man kan høre den vanlige speedwaykører-optimisme i stemmen.

Lukkede baner, fysisk træning og et smertehelvede

Man kunne forestille sig, at speedwaykørere uden den store helbredsrisiko – bortset fra den helt almindelige sætten livet på spil som små gladiatorer i ringen – sagtens kunne rulle ud på en speedwaybane og træne. Men speedway er en dyr sport. Dæk,

brændstof
, mekanikere, banepleje – det hele løber op.

- Vi må heller ikke træne, for banerne er lukket, og det ville koste rigtig mange penge at træne i to-tre måneder uden at køre løb. Der snakkes om, at vi får to uger til at træne og teste grej, inden ligaen går i gang, og det vil være fint nok, siger Leon Madsen.

Han og de øvrige kørere må i stedet nøjes med den fysiske træning og

genoptræning
efter sidste sæsons ophobning af skader og skavanker. Når en speedwaykører siger noget a la, ”det er det mest smertefulde, jeg nogensinde har oplevet”, så ved man, at det ikke er for sjov.

Speedwaykørere, der er vant til at sætte sig op på en stiv stålhest uden affjedring med brækkede lemmer eller skruer og plader flere steder i kroppen. Eller i Leon Madsens tilfælde, en kører, der fuldførte sidste sæson med en diskusprolaps i ryggen og en metalpind, der smertede i anklen. Men der kom også en anden ting oveni.

- Og det er det mest smertefulde, jeg nogensinde har oplevet, siger han så. Nyresten.

- Jeg har haft nyresten i to uger. Jeg rendte ind og ud af skadestuen. Det er den mest forfærdelige tid i mit liv. Jeg ville hellere brække to arme og to ben end det her, siger Leon Madsen, hvis skadeshistorik blandt andet fortæller om to brækkede arme, en brækket nakke, ni hjernerystelser, fjernede muskler i den ene skulder og et ben, der er brækket to gange.

Vinterpausen er blevet brugt på fire operationer og indgreb, og måske skal han lige have et enkelt indgreb mere i ryggen, før alt er klar til sæsonen.

- Men jeg er ved at være i god form igen og kan køre uden smerter. Personligt tager jeg det her fra den positive side, for det giver mig noget ekstra tid til at komme mig og blive fit for fight, så jeg kan blive ekstra klar til den nye sæson, hvor det altoverskyggende mål er VM-serien.

- Jeg kører for at blive verdensmester, og det skal jeg nok blive en dag. Det er også derfor, jeg går igennem alt det her. Nu håber vi bare, at vi kommer godt igennem det her, og vi snart kan begynde at køre noget race igen, siger han, der ikke har kørt løb siden begyndelsen af oktober.